Karmauge #2
3.u skød Karmaugen i gang med salg af “Karmakage”. Karmauge betyder at alle klasser på Greve Gymnasium konkurrerer om at samle mest ind til Røde Kors, i forbindelse med landsindsamlingen 5. oktober. Ugen står altså i fællesskabets og engagementets tegn og i løbet af ugen vil eleverne stå for forskellige aktiviteter – fra loppemarked, kagedag og andre events på gymnasiet og i nærområdet.
“Frivillighedsugen handler om udsyn, fællesskab og engagement. Derfor skal alle klasser på en eller anden måde i løbet af uge 40 bruge 1-2 moduler på at indsamle til landsindsamlingen,” siger Louise Hornbøll Hviid.
“Det handler om at vise, at verden er større; at give opmærksomhed på, at vi er forpligtet på mennesker på tværs. Og så handler det om frivillighed, om at gøre noget – ikke for ens egen skyld, men for andres skyld,” supplerer Jens Ebbesen.
Også blandt eleverne er der stort engagement for at støtte Røde Kors’ indsamling og arbejde.
“Vi ved alle sammen, hvad Røde Kors er – at de hjælper udsatte og dem, der har brug for hjælp. Så det, at vi som elever også kan gøre en forskel, synes jeg er en rigtig god ting. Det er ikke kun Røde Kors, men også os elever, der kan bidrage til noget godt,” siger Tibbe, 3u.
Karmaugen er et samarbejde med vores lokale afdeling Røde Kors Solrød-Greve som glæder sig over samarbejdet med gymnasiet: ”Når vi går på gaden eller samler ind digitalt, er det for at hjælpe mennesker i verdens brændpunkter. Derfor betyder det utroligt meget, at de unge på Greve Gymnasium engagerer sig. De viser, at vi kan stå sammen på tværs af generationer for at gøre en forskel for mennesker, der lige nu har brug for hjælp til mad, husly og lægehjælp,” siger Belinda Thune, indsamlingsleder i Røde Kors Solrød-Greve.
