Namibia

Vi har modtaget omkring ½ million kroner til et udvekslingsprojekt med Namibia – juhu! Projektet hedder Pas på vandet!

Projektet er finansieret af Globus Puljen, og formålet er dels at danske elever får et større kendskab til verdensmålene og udviklingssamarbejde med Det globale syd, dvs. hvordan vi i Danmark samarbejder med et land som Namibia for at skabe en bæredygtig udvikling og fremtid.

Vores konkrete projekt går ud på at lære om de udfordringer med vand, som både Namibia og Danmark står overfor pga. klimaforandringer. Vi har det tilfælles, at vi i begge lande har problemer med kvaliteten af vores drikkevand. Der er dog også forskelle: I Namibia kæmper de med ørkendannelse, mens vi i Danmark kæmper med oversvømmelser – dvs. for lidt og for meget regn. 

Når vi er i Namibia, besøger vi sammen med 12 namibiske elever og 2 lærere fra Windhoek International School to steder, hvor disse udfordringer er tydelige.

Turen handler naturligvis ikke kun om FN’s verdensmål og vand, men også om at få en masse gode oplevelser, møde nye mennesker, få indblik i en anden kultur og minder for livet.

Undervejs skal vores elever tage billeder og lave videoer, som kan bruge til at fortælle om turen på skolens sociale medier, mens de er afsted. De skal også bruge materialet efterfølgende, når de skal formidle deres oplevelser og erfaringer i Danmark.

Efter vi har været i Namibia kommer de også til Danmark, hvor de skal bo hos vores elever.