Åbent hus 22. januar 2020
Greve Gymnasium indbyder til åbent hus onsdag d. 22. januar kl. 19.00 – 21.30.
Der er mange spørgsmål, der rejser sig, når man skal vælge ungdomsuddannelse: Hvad kan jeg bruge uddannelsen til efterfølgende, er det nu for svært, er der rart at være, og mon lærerne er søde og rare? Disse spørgsmål – og flere til – vil der være mulighed for at få besvaret til åbent hus.
Arrangementet henvender sig til dem, der skal starte ungdomsuddannelse efter sommerferien, men alle er velkomne til at kigge ind.
Aftenen starter kl. 19 med en fælles velkomst med taler og musik, og derefter vil gymnasiets elever vise rundt på skolen og fortælle om livet som gymnasieelev. Man vil kunne høre om gymnasiets brede fagudbud, om studieretningsmulighederne og så selvfølgelig også mærke den stemning, der er på skolen. Rektor Mette Trangbæk Hammer fortæller: ”Åbent hus er et arrangement, vi glæder os meget til. Det er fantastisk, at vores besøgende får lov til at se, hvor meget vores lærere og elever brænder for at fortælle om deres skole”.
Udover muligheden for at tale med en masse af skolens elever, vil man kunne tale med skolens studievejledere for at hjælpe uddannelsesvalget på vej, man vil kunne høre skolens elevråd fortælle om elevdemokratiet, man vil kunne høre om skolens mange talentaktiviteter, der vil være mulighed for at et besøg i vores stjerneobservatorium og se vores mange faciliteter, som fx vores nye idrætshal.
”Det der kendetegner Greve Gymnasium er, at vi er et gymnasium, der hele tiden søger at udvikle os – og det gælder indenfor alle de faglige områder. De kunstneriske fag med særlig vægt på musikken, de naturvidenskabelige fag, der har ekstraordinært gode vilkår med både science-kuppel, et nyt gastrolab til fødevareproduktion og helt nye fysiklokaler. Og endelig sprogfagene, hvor vi kan præsentere både de traditionelle udbud som engelsk, tysk, fransk og spansk, men også sprog som italiensk og kinesisk”, fortæller Mette Trangbæk Hammer.
Der vil også være mulighed for at høre om nogle af skolens indsatsområder, som fx eliteidrætsordningen, internationalisering og erhvervssamarbejder.
Hvis man ikke vil følge den planlagte tur rundt på skolen, er man meget velkommen til at gå rundt på egen hånd. Gymnasiet serverer frugt, kage og en kop kaffe eller te – for selvom valget er svært, så må man godt nyde det undervejs.