Kreativ fordybelse med prisvindende huskunstner
Den prisvindende tegneserieskaber Karoline Stjernfelt gæstede i uge 17 og 18 Greve Gymnasium som en del af skolens huskunstnerforløb støttet af Statens Kunstfond. Eleverne fik mulighed for at arbejde kreativt med både karakterdesign og historiefortælling med afsæt i Stjernfelts anmelderroste grafiske romanserie I morgen bliver bedre om Caroline Mathilde og Struensee.
Forløbet bestod af ni forskellige aktiviteter – fra fælles foredrag og oplæg til workshops og byvandringer i København med fokus på oplysningstidens byliv og udvikling. I workshopsene arbejdede eleverne med, hvordan litterære og historiske personer kan visualiseres gennem tegning, kropssprog og visuelle detaljer.
Derudover deltog engagerede elever i en frivillig eftermiddagsworkshop over to dage, hvor der var tid til fordybelse, sparring og kreativt arbejde i mindre grupper.
Besøget gav eleverne mulighed for at møde en professionel kunstner tæt på og opleve, hvordan kunst, historie og fortælling kan smelte sammen i nye udtryksformer. Samtidig understøtter forløbet Greve Gymnasiums fokus på nysgerrighed, kreativitet og modet til at sætte sin viden i spil – både fagligt og kunstnerisk.
