Translokationstale

Her er rektor Mette Trangbæk Hammers translokationstale til årets studenter.

Translokationstale 2019

Kære dimittender – studenter fra både hf og stx.

I står lige nu med udsigt til verdens 7 have – i bogstavelig og symbolsk forstand.

I står der foran havet med jeres drømme, kundskaber og egenskaber og skal nu hver især og sammen med andre finde ud af, hvor I vil sejle hen. En, der har stor erfaring med sejlads på verdenshavene, i at følge sine drømme og være nysgerrig på verden er den for nyligt afdøde hippie, eventyrer, sømand og digter, Troels Kløvedal. Han skriver:

At rejse er også drømmen om at leve mange liv i ét, at gøre forvandlingen virkelig. Sådan er det. Når jeg er i San Franscisco vil jeg være billedhugger. Når jeg besøger balinesiske malerskoler, drømmer jeg om at være fjorten år gammel og skolens dygtigste elev. Hvis jeg befinder mig på Amalfi-kysten i Middelhavet får jeg en brændende lyst til at kunne tale italiensk og bruge et halvt liv på at nyde udsigten til renæssancen. Når en polynesisk dybdedykker tager mig i hånden, vil jeg finde trompetsnegle, abeloner og sorte koraller, som ingen før har bragt op i solens rige. Når jeg er i Danmark vil jeg være dansker, nyde at jeg hører til et sted i verden, der består af øer.

Passionen og drømmen om at leve mange liv er måske nogle af de vigtigste drivkræfter for jeres udvikling, men også for det gode liv for jer og for fællesskabet. Det gælder rejsen ud i den store vide verden og rejsen ind i bøgernes ligeså store vide verden. Bare fiktionens verden alene repræsenterer så mange liv, som vi kan identificere os med, spejle os i og skabe modbilleder til.

I jeres år her på Greve Gymnasium har rejsen ind i bøgerne åbenlyst præget jeres hverdag mere end den til San Fransisco, Bali og Amalfikysten. I det næste år eller to vil I muligvis kompensere for det, ved at gøre det omvendte ved at tage ud og se noget af det I har læst om i historie, samfundsfag, i biologi, fysik og naturgeografi, mens I kommunikerer på fransk, tysk, italiensk, spansk, kinesisk og selvfølgelig engelsk. For uanset hvor I nu sejler hen, og uanset om I besøger balinesiske malerskoler eller dykker efter trompetsnegle og abeloner, så gør I det med kundskaber og dannelse som fast baggage. Rane Willerslev, antropolog og direktør for Nationalmuseet, konkretiserer dannelsen som rygrad og rummelighed. Rygrad til at holde fast, gennemføre, tage sig sammen. Sammen med rummelighed over for andre holdninger og andre måder at leve på er det den mest værdifulde last at tage med på sejladsen.

Den uddannelse i nu står med er således bæredygtig. Og hvis der er noget, som for jeres generation bliver afgørende at kunne sætte ind i enhver sætning, enhver handling i jeres fremtidige virke, så er det bæredygtighed. Bæredygtig uddannelse, bæredygtig kultur, bæredygtige fællesskaber, materialer, produktion, teknologi og ikke mindst bæredygtigt klima.

Jeres eksamensbevis, som I i dag får udleveret, er et godt fundament for den færd. Og dannelsen, det lidt flydende begreb, er nok det, der gør jeres uddannelse allermest bæredygtig. Og jeres virke her på Greve Gymnasium, i fagene, på gangene og til alverdens aktiviteter er et godt vidnesbyrd om, at I er mere dannede, end da I kom.

En dannelse, som jeres lærere har været vigtige medspillere i. Når jeg har mødt jer i klasserne, i andre sammenhænge, har I også masser af taknemmelighed til overs for jeres lærere – og I er heldigvis ikke fedtede med jeres anerkendelse. Giv jeres lærere en stor hånd.

Til alle jer familier, til jer forældre, jeg kan lige præcis i år bedre end nogensinde sætte mig ind i forældrerollen, i ups and downs undervejs, i en hård eksamensperiode, i nervøsitet og hjemmets knurren, og jeg ved præcis hvor stort det så er, at se ens barn få huen på hovedet. For lige nu sidder min datter med huen på hovedet på Falkonergårdens Gymnasium til deres dimission.

Det har været en gave for en rektor med det dobbelte blik på gymnasiet. Jeg har til hverdag været sammen med jer elever, set jer gå til time, virke i musicals, i elevråd, til Operation Dagsværk, haft dialoger med jer om nye tiltag, klimaudvalg, fredagscafe og meget andet. Og indimellem har jeg været vidne til mere sårbare sider af jer. Men jeg har ikke været med jer hele vejen back stage. Der hvor I selv har siddet med lektier, der til tider har været svære at knække, med for mange af dem, samtidige afleveringer og prøver lige inden karaktergivning. Med to børn i gymnasiet har jeg fået et lille, men interessant indblik i livet bag kulissen. Jeg har måske hele tiden vidst det, for jeg har også selv været gymnasieelev, men jeg har måske alligevel også glemt det lidt. Og som mine børn alt for ofte husker mig på, så er det jo utrolig lang tid siden og ”og jeg ved slet ikke hvordan det er i dag”. Det er nok af mange grunde blevet lidt mere kompliceret at være ung i dag, men det kan også til tider være lidt af en bedrift at stå ved siden af. Et stort tillykke til jer familier, forældre, med jeres børn. I har også en aktie i huen.

Og tilbage til jer studenter – I er midt i en brydningstid på flere måder. I repræsenterer første gennemløb af ny reform i hf og sidste gennemløb af en gammel reform på stx. Translokationen markerer også i sig selv et brud og måske er translokationen et af de overgangsritualer, der mest direkte markerer en forandring. Dåb, konfirmation, indgåelse af ægteskab har naturligvis stærke symbolske betydninger, men oftest markerer de i realiteten ikke en særlig stor forandring. Det gør translokationen. I går fra en veldefineret hverdag med helt faste rammer, tider, deadlines. I har gået i den samme klasse og I har mødt veldefinerede mål. Måske var det ikke engang så svært at vælge, hvilken ungdomsuddannelse, I skulle tage. Om lidt når rusen har lagt sig og tømmermændene er ude af kroppen, står I med lidt flere valg. Hvilken rejse, hvilket arbejde, hvilken højskole, hvilken uddannelse?

Brydningstid er det også, fordi verdens dagsorden inden for de år I har gået her har flyttet sig. Vi ser nye og tydeligere tegn på klimaforandringerne, vi ser totalitære bevægelser i Europa have vind i sejlene, fællesskaber, der ikke altid er gode for samfundet, vi ser terror på nye måder. Imens I har gået her er også en ny type præsident er kommet til magten i USA, vi ser fake news og populisme – også i Danmark.

Hvordan møder man den slags? Hvordan møder I den slags? I kunne jo gøre, som Michele Obama foreslår:

When they go low, we go high!

Ved at møde dumhed med argumenter, populisme med oplysthed, dovenskab med rygrad, vrede med rummelighed.

Sådan som jeg har set jer agere her på skolen. I forstår værdien af gode fællesskaber. I har været gode til at skabe dem. De respektfulde og hjælpsomme fællesskaber. I modbeviser hver dag mediernes forfaldshistorier om de overfladiske, populistiske unge, der ikke gider gøre sig umage.

I repræsenterer liv, mod, ideer, rummelighed, fællesskab, ambition, faglighed, humor, fest og meget mere. Nogle har mere af det ene, andre mere af det andet. Men tilsammen har I så mange kvaliteter, at jeg ikke her kan liste dem alle op.

Jeg kniber næsten dagligt mig selv i armen over, at der med ca. 1200 unge mennesker under samme tag er så ordentligt og civiliseret og så ufattelig få problemer. Og det også selvom vi har både ministre, øvrige politikere og andre kendisser på besøg. I formår at diskutere civiliseret og intenst. Det er demokrati og det er dannelse.

I er grundlæggende så ordentlige, at det på et tidspunkt var tæt på, jeg ligefrem overvejede om vi skulle opfordre jer til oprør.

Men så kom fredagscafeen. I er nemlig den første årgang på Greve Gymnasium, der har formået at få lukket en fredagscafé…. (pause) og få den genåbnet gennem eminent strategisk arbejde af et stærkt fredagscafeudvalg og alle jer andre, der bakkede op om lad os sige en lidt mere balanceret måde at holde cafe på.

I har naturligvis sat jeres præg på skolen mange andre steder end fredagscafeen. På tre meget forskellige musicals, til forårskoncerter, Operation Dagsværk og ikke mindst ved fællesarrangementer, hvor I har været optagede, engagerede, som fx dem hvor Emma Holten med rørende eksempler fra privatlivet talte for en ny etik om sociale medier og billeddeling eller hvor Abdel Aziz tryllebandt jer med sin familiehistorie om integration og om de sociale mediers betydning i en sådan debat. I har fundet løsninger på klimaudfordringer i Greve, ligesom I på skolerådsmøder har forholdt jer aktivt til en bedre verden gennem FN’s verdensmål og senest om mere jordnære klubber efter skoletid, der skal gøre de gode fællesskaber på gymnasiet endnu bedre. Med alt lige fra elevdrevet basket, over filmklub til litteraturklub har I været med til at så et frø, som nu kan spire på Greve Gymnasium og selvom I ikke selv får gavn af dem, så lever I igennem de initiativer, det præg I har sat i mange sammenhænge, videre i skolens kultur. På den måde skaber I med jeres adfærd, særligt den der kommer det store fællesskab til gavn, historie.  

Så selvom dele af den brydningstid vi står i kan forekomme dystopisk, så er I en del af modsvaret. Jer og Greta og de andre helte og heltinder. Greta Thunberg, der som 17-årig har formået at skabe en bølge af klimaaktivisme ikke bare hos unge, men hos alle aldersgrupper og verden over – hun viser på sin måde og inden for et område, hvor stor en forskel man kan gøre, hvis man virkelig blander sig med mod, indsigt og drømme om fremtiden. I sin tale i København den 25. juni sagde hun:

Jo større dit CO2-aftryk er, jo større er din moralske forpligtelse. Vores hus står i flammer. Og vi burde blive vrede og så omsætte denne vrede til handling. Og handle, som det gjaldt vores liv. For det gør det.

Vi har et alle et moralsk ansvar for det fælles bedste – og jo mere vi har fået – jo bedre vi er rustet – desto større er ansvaret. Og ansvar handler ikke bare om at se fremad, som I så ofte får at vide: Videre, videre, se nu fremad min ven. Når ansvaret tager dannelsen i hånden, så ser man også bagud og til siden. Bagud mod historien, så vi træffer kloge valg, og til siden, så vi får alle med. På den måde sikrer man bedst, at ingen bliver kørt over.

I skal ud og blande jer sammen med Greta, eller sammen med nogle andre om noget andet. Men lov mig at I blander jer.

Med jeres drømme for fremtiden, og med viden, mod og dannelse. For I har ikke kun bestået en studentereksamen, som det eksamensbevis I om lidt får med en række tal, er symbolet på. I har også bestået pandatesten. Pandatesten hentyder til, da Danmark i 2014 fik lov at låne to pandaer af Kina. En umiddelbart imødekommende gestus. Måske endda en positiv og venlig handling, men ikke udelukkende kan man mene. For bag udvekslingen af de nuttede dyr lå tilsyneladende alskens diplomati, håb og forhåndsgodkendelser af økonomisk samarbejde. Pandatesten bør udføres, når man tænker, at noget lyder for godt til kun at være godt. Ikke for godt til at være sandt, for vi fik jo de to pandaer, men netop for godt til at være godt.

Pandatesten er en dannelsestest. Man kan kun udføre den med kundskaber, et etisk kompas og kritisk stillingtagen. Den følger med det eksamensbevis I modtager om lidt.

Pandatesten er også vigtig, når I om 5 eller måske 10 år møder et arbejdsmarked, som vi ikke kender i dag. Hvor robotter ikke bare vil være hjælpere, men hvor de for alvor vil begynde at bestemme over os. Rane Willerslev skriver:

Gps’ens insisterende kommandoer i bilen vil blive suppleret af for eksempel det intelligente køleskab, det registrerer, om der er gulerødder nok i grøntsagsskuffen eller for meget Nutella og 3-stjernet salami på pålægshylden. Køleskabet kender dit kolesteroltal, dit bmi og din historie med forhøjet blodtryk. Og vil gøre opmærksom på den mest hensigtsmæssige kostsammensætning. Sandsynligvis med en særlig pædagogisk stemmeføring, der er styret af en algoritme og derfor tager højde for dit humør – som din mobiltelefon løbende sladrer om – og dit motivationsniveau.

De kan blive fejlfri, de der robotter. Men der er noget de ikke kan. De kan ikke få skæve indfald, skøre ideer – begå fejl, der viser sig geniale. Som Einstein, Steve Jobs og Bill Gates. Willerslev konkluderer derfor også, at:

Dannelse i fremtiden handler i høj grad om at bevare modet og visdommen til fortsat at kunne dumme sig.

I har vist I kan – dumme jer altså – I har heldigvis også vist rigtig meget af det modsatte. I har vist, at I kan skabe bæredygtighed i alverdens afskygninger – som viden og fællesskaber og jeg kan høre, at I interesserer jer for klima. I har vist rygrad og rummelighed. I har bestået pandatesten igen og igen ved lige at trække jer et skridt tilbage for at overveje perspektiverne på en række vigtige problemstillinger. I har også drømme – man ser dem i glimt, til gallafesten, i en musical, ved de mange debatter, der har været her i vores alles plenumsal.

Digteren Michael Strunge skrev i 1981: Vi folder drømmens faner ud. Og han hentydede til ungdommen. Til ungdommens særlige kraft.

Og Troels Kløvedal skriver:

Det er drømmene der i sidste ende former virkeligheden. Ikke omvendt.

Så husk at drømme – store drømme. Drømme for jer selv, men også drømme for det fælles bedste. Og husk at være vedholdende og ambitiøse, så I omsætter drømmene, eller bare nogle af dem, til virkelighed. Jeg ønsker jer held og lykke med drømmene og sejladsen overalt på verdens have. Hjerteligt tillykke med jeres eksamen.