Tale til årets studenter

Vi gengiver her rektor Mette Trangbæks tale til årets studenter:

Kære dimittender – studenter fra både hf og stx

Under denne sals landskab af røde, blå, sorte og hvide huer befinder sig kundskaber og oplysning, men også oplevelser, venskaber, modgang og medgang. Det er gemt under huerne, der udgør én fælles historie om jeres tid her, ligesom hver hue også har sin historie at fortælle. Men ligegyldigt hvor abstrakt og intellektuel en historie, som huen på hovedet er symbol på, ligegyldigt hvor boglig en hverdag I har haft, så er den bundet til en konkret virkelighed – en virkelighed, som de sidste 2 eller 3 år har været her på Greve Gymnasium eller desværre lidt for meget hjemme foran skærmen. Jeres forbundethed til stedet, til parkeringspladsens virvar om morgenen, rondellerne ved indgangen, lokalerne, bøgerne på biblioteket, kantinens salatbar, kornsnogen Bob og ikke mindst til hinanden er ikke abstrakt – den er konkret og stoflig. Den er levet liv.

Forfatteren Josephine Kloughart taler om væsentligheden ved indsigten i det konkrete, som i vores samfund kan have trange kår og ofte må vige til fordel for abstrakt tænkning. Dannelsen fordrer begge sider. I romanen, Alt dette kunne du få, skriver hun:

Et menneskes hele bevidsthed kan samle sig om et lille messinghængsel med en kraft, der langt overgår den med hvilken man kan kaste sig over de største filosofiske problemer. Intellektet kan aldrig mønstre en så dyb og kompleks erkendelse, som i sindets stødvise indsigt i det konkretes uendelige rigdom og dybde. Hele den vestlige filosofihistorie kan intet stille op overfor et messinghængsel, en knæhase eller erindring om at løfte en isflage af hestenes vand en nat i januar.

Hvilken sproglig skønhed. Vi ser hestene i det isede vand for os, vi ser messinghængslet og knæhasen – eller måske ser I natten i januar, hvor I igen var henvist til skærmene i jeres hjem, måske ser I for jer nakken af den I har siddet lige bagved igennem jeres tid her, måske får I for jeres indre blik øje på den slidte bogryg på den sidste roman, I skulle læse og som I måske, måske ikke fik læst eller pipetten ved sidste biologiforsøg eller vennens koncentrerede blik, når I sammen undersøgte statsministerens åbningstale. Jeres erindringer er konkrete, I kan genkalde jer situationer, lugte, følelser, lyde og lys.

Dannelsen er jeres evne til at kombinere og balancere det abstrakte med det konkrete, det intellektuelle med det levede liv, bøgerne med erfaringen, fornuft med følelse, slid med løssluppenhed, kortsigtethed med langsigtethed.

Og hvilket fint billede, der tegner sig af jer, som har været så udfordret af coronatidens krav til især ungdommens ansvarlighed, påholdenhed og forsigtighed. Jeg har været lige delt imponeret af jer og bekymret for jer.

I gjorde, hvad samfundet og gymnasiet bad jer om. I sad derhjemme igen og igen foran skærmene. I holdt ud og holdt fast. Jeg var bekymret for, om det havde knækket jeres lyst til at kaste jer ud i alt det fælles, da I kom tilbage. Men alle mine bekymringer blev gjort tifold til skamme. Alt skete på en gang, traditioner blev genoplivet og fornyet i en mere bæredygtig form med nye standarder. Fredagscafeerne, festerne, musicalen blev gentænkt i en forfinet version 2.0. Mama Mia, hvor har I været seje… I meldte jer til udvalg på skolen på et niveau, vi aldrig har set før. Et aktivt klimaudvalg og nye standarder for et elevråd har med jer set dagens lys. I diskuterede det gode liv på Skolerådsmødet i oktober og fik samlet en masse penge ind på Operation Dagsværk-dagen til etiopiske sexarbejdere, I deltog i demokratidag om køn og seksualitet, I var med til at gøre gymnasiets første verdensmålsdag til en succes og til at festliggøre den genopståede idrætsdag. Og jeg kan fx med hånden på hjertet ikke huske en bedre gallafest og sidste skoledag end med jer.

I kom ikke helt stækket tilbage. Måske skulle I lige vænne jer til hverdagen igen, men I kom tilbage med et brændende ønske om at få noget ud af den tid, der skulle være 2 eller 3 vigtige år i jeres liv. Nærmest som i Jens Rosendahls sang fra Højskolesangbogen:

Du kom med alt det, der var dig

og sprængte hver en spærret vej,

og hvilket forår blev det!

det år, da alt blev stærkt og klart

og vildt og fyldt med tøbrudsfart

og alting råbte: lev det!

Og selvom sangen er skrevet til digterens elskede, så handler den også om jer og dette forår. I råbte ikke Lev med det eller Luk lortet, som visse højtstående personer i dette land, der lige et øjeblik glemte dannelsen – nej rundt om jer råbte alting: Lev det! Fordi I måske også har det, som Jens Rosendahl beskriver det i sidste strofe af sangen:

At livet det er livet værd

på trods af tvivl og stort besvær

på trods af det, der smerter

og kærligheden er og bli´r

og hvad end hele verden si´r

så har den vore hjerter

Kærligheden til fællesskaberne, til vennerne, til bøgerne, kunsten, det konkrete sted, hvor I sidder lige nu og her. Det er livet.

Den måde I ankom på sidste skoledag, jeres gejst, udklædning, opfindsomhed, jeres glæde ved at være sammen, konkurrere mod hinanden og med hinanden, jeres måde at være sammen med de lærere, I har haft i 2 eller 3 år på – det er bare det hele værd trods corona, tvivl og stort besvær… og det er ikke bare det hele værd for jer, det er det også for os, der arbejder her. I er det hele værd.

Og kære forældre, jeg tror også, at I synes, det var det hele værd.  I har oplevet jeres børns afsavn under coronaen, hverdagen da de kom tilbage, I har måske bidt negle under eksaminerne – for selvom man i gymnasiet som forældre er overladt til en plads næsten uden for sidelinjen, så har I været væsentlige voksne i jeres børns liv og I har fulgt med i bekymringer, glæder, fester, lektier og venskaber hjemmefra. I har også en aktie i huen – og så mærker man jo i den grad jeres engagement i dette sted på de sociale medier og i særlig grad i den senere tids heftige politiske debat. Tak for opbakning og tillykke med jeres børn.

Og så tilbage til jer rødder med huerne på hovedet – mens jeg lige har talt til jeres forældre har I måske grinet lidt på indersiden af, at jeg roste jeres indsats ved sidste skoledag. Måske har I nået at hviske, at jeg så jo ikke opdagede, at I ikke alle sammen havde en promille på nul komma nul.. det gjorde jeg, men nogle gange skal vi jo også herfra finde balancen mellem påbud og forbud. Og den lå et andet sted den dag end fx ved idrætsdagen.

Dannelsen handler nemlig om at balancere – også mellem påbud og forbud, mellem følelse og fornuft, mellem individ og fællesskab, frihed og forbundethed.

Coronaen og krigen i Ukraine har tydeliggjort værdien af dannelse. Vi mistede en del af vores frihed under coronaen og måske forstod mange af jer først for alvor der værdien af den frihed, vi så ofte tager for givet, men også at den frihed ikke er noget værd alene. I mistede nemlig også forbundetheden til vigtige steder og mennesker i jeres liv. Det at være en del af forpligtende fællesskaber, at være forbundet om noget fælles, er nemlig en lige så vigtig værdi i vores liv. Begge dele skal vi værne om, udvikle og sætte pris på. Aldrig tage for givet. I Ukraine har de lige nu mistet begge dele – friheden og mange har mistet muligheden for at være tæt på deres nærmeste.

Den store verden er kommet tæt på den lille verden her på Greve Gymnasium, og I gik glip af noget her, men måske bliver netop det jeres fordel, måske fik I netop der en særlig konkret lektion i dannelsen, fordi I har oplevet, at noget vigtigt manglede helt tæt på. Frihed og forbundethed. Og at I nu sætter mere pris på begge dele og er villige til ikke bare at værne om, men også at udvikle og kæmpe for frihed og forbundethed, hvor end I kommer frem.

Jeg har nemlig set adskillige eksempler på, at I både har værdsat, videreudviklet og afprøvet rammer for friheden, ligesom I har udviklet og dyrket fællesskaberne.

Det er, fordi I ikke kun har lært en masse unyttige kundskaber, men fordi I er blevet dannede i mere bred forstand. I kan nemlig bruge kundskaberne – i oplysningens navn. Hal Koch, Teolog og første forstander på Krogerup Højskole, skrev i 1942 om karakteropdragelse. Og med karakter menes den menneskelige karakter, man kunne kalde det jeres særlige egenskaber eller jeres rygrad. Hør her:

Karakter skabes kun ad een Vej, gennem Oplysning, og der gives ingen Genveje. Saa skal det ganske vist føjes til, at Oplysning ikke uden videre er det samme som Kundskaber. Kundskaber alene gør det ikke. … der er det ejendommelige ved Kundskaber, at man kan bruge dem eller lade dem ligge, ganske som man vil. Man kan — fyldt med Kundskaber — Staa som en passiv ligegyldig Tilskuer, der overfor alt, hvad der sker, blot har et ironisk Skuldertræk tilovers; man konstaterer, at saadan kan det ogsaa gaa. Anderledes forholder det sig med Oplysning. Oplysning er den Form for Kundskabsmeddelelse, som altid har det som sit Maal at stille Mennesker Ansigt til Ansigt med Virkeligheden, og det vil atter sige med deres egen Virkelighed. Det lykkes ikke hvergang man holder Skole… at oplyse om Livet selv, hører der mere med. Der kræves, at man selv er levende, at man selv har oplevet Virkeligheden paa en saadan Maade, at man er bundet.

Kundskaber binder ikke; det gør derimod Oplysning, fordi den gør en selv til part i Sagen. Og kun der, hvor man er bundet og forpligtet, saa at man ikke kan løbe sin Vej, kun der gror Karakter.

Det studentereksamensbevis, som I om lidt får udleveret, indeholder en masse karakterer, som selvfølgelig har en betydning, men hvad der har lige så meget eller vel nok endnu mere betydning er den karakter, der er groet i jer. I har levet op til mange forpligtelser – ellers sad I ikke her – I har også periodevis gjort endnu mere, end I var forpligtede til. I har anvendt jeres kundskaber i virksomheder, i idrætsforeninger, på rejser i ind- og udland og ved middagsbordet derhjemme. Og jeres helt utroligt engagerede og dygtige lærere har været et vigtigt mellemværende. De har været stærke faglærere, og de har bidraget til at I kan anvende kundskaberne i det levede liv og det har givet jer rod og forbundethed til verden og til hinanden. I har med andre ord groet karakter og blevet dannede unge mennesker.

I er fri og frisat til at stå stærkt i alverdens sammenhænge. I skal lade jeres stemme lyde, I skal tage del i samfundsdebatten, I skal ud og udvikle nye teknologier, der kan løse klimaudfordringer, medicin, der kan helbrede sygdomme, I skal tænke innovative tanker om nye måder at leve på og udfylde helt almindelige, men afgørende funktioner i samfundet. Og meget af det skal I ikke gøre det alene, men sammen med andre. Forbinde jer til alverdens fællesskaber, små som store. Og I har givet mig tro på, at det kan I. Jeg tror på jer.

Ikke som ludobrikker, der skal passe ind i alle de planer, samfundet har med jer, men som vidende, frisatte, fællesskabsorienterede og empatiske unge mennesker. Alle vil noget med jer – og mange synes at råbe jer ind i hovedet at I skal gribe dagen, leve i nuet, være engagerede og ”Just do it”. Det er selvfølgelig også alt sammen på sin vis rigtigt.

Og alligevel er mit bedste råd her på falderebet, og det er ved at være min sidste chance, ikke kun at lytte til de mange neonskilte, men at holde fast i dannelsens og derfor også balancernes sprog. For I skal ikke kun gøre alt, hvad der forventes, bare fordi det forventes. Og når det er svært, nytter det ikke at bebrejde jer selv, at I lige nu ikke lever intenst, engageret og lykkeligt nok. Andreas Odbjerg siger det ret godt:

Du gået i sort

Du sir livet er lort

Du kan sove i tusind år

Jeg er her når du vågner

Du føler dig svag

Men lyset vender tilbage

I morgen er der også en dag

Det er ikke alt på et bræt. I har en rod – i sproget, i kundskaberne, oplysningen, friheden, de nære relationer, fællesskaberne, Greve Gymnasium, og ikke mindst dannelsen. Derfra jeres verden går…. Livet er svært, livet er let – og i morgen er der også en dag. Og lige der har I måske tømmermænd. 

Held og lykke med karrieren, fællesskaberne, kærligheden, livet og vognturen.

Hjerteligt tillykke med jeres eksamen.