Rektors translokationstale

Herunder kan rektor Mette Trangbæk Hammers translokationstale fra fredag d. 26. juni 2020 læses.

Talen (og resten af translokationen) kan også ses: https://www.youtube.com/watch?v=ecI_mpkimY4&t=2737s 

Translokation 2020

Kære Studenter – dimittender fra både hf og stx.

Dette skulle have være foråret med de mange eksaminer og de fantastiske fester. I stedet blev det til isolation og endeløse fredage med fællessang som fx vårvisen her:

Sangen om sol og syrener

Våren i eksplosion

Alt hvad som lever og forener

Os i en egen komposition

Gi mig kun en sang

Så ingen vinter går

Uden at den minder os om

Hvor dejligt det var

Hvor dejlig du var

Ja ak, det blev en vår, altså et forår, i eksplosion, men en helt anden eksplosion end I havde forestillet jer. Og den komposition, der skulle forene jer i studiegrupper og gallafester, blev i stedet til googlemeets symmetriske, men fremmedgørende komposition. Og I vil nok ikke mindes, hvor dejligt det var – men jeg vil mindes, hvor dejlige I var!

I er i sandhed en unik årgang. Det smukke formfuldendte studenterårstal 2020 står i skarp kontrast til alt det rod, I har oplevet undervejs. I oplevede lockouten i slutningen af jeres folkeskoletid, I stx´ere blev prøvekaniner for første gennemløb af en ny gymnasiereform, og ja I skulle naturligvis også afslutte jeres ungdomsuddannelse med den største pandemi i nyere tid. Men husk at tre er eventyrets magiske tal. Og her står I nu med hue på hovedet og tre prøver, der er bestået – rustet til en helt ny fase i livet. Gerne med lidt færre prøvelser i den kommende tid og med masser af glæde.

Som den store glæde jeg så, da I igen den 20. april efter en måneds isolation trådte ind på gymnasiet. Med en ny og stærkere erkendelse af hverdagens skønhed og de fysiske fællesskabers betydning. Flere af jer fortalte mig, at I aldrig før havde prøvet at savne skolen så meget. Efter flere år med lektier her på Greve Gym, kan man sige, at I havde fået en lektie for livet – med henvisning til jeres vidunderlige musical i år af samme navn.

En lektie om samfundsglæde, hvilket forfatter og videnskabsjournalist Tor Nørretranders har skrevet en bog og et helt manifest om. Og jeg tør godt antyde, at det er endnu mere aktuelt nu end før coronaen og da han skrev det. Hør her:

Vi lægger ikke rigtig mærke til vores samfund.

Derfor passer vi ikke ordentligt på det.

Det forvitrer. Kommer ud af form.

Vi lægger mest mærke til kriser og ballade.

Ikke hvordan hverdagen fungerer.

Det er som hvis vi kun mærkede vores krop

Gennem smerte.

Og aldrig følte kroppens glæde ved at blive brugt.

Vi mærker vores samfund ved at bruge det.

Skabe bæredygtig hverdag: samfundsmotion.

Lægge mærke til alt hvad vi gør i samfundet.

Lave om så det holder i længden.

Vi mærker at det strømmer imellem os.

Livsudfoldelse. Samfundsudfoldelse.

Så kommer samfundsglæden.

Mærk samfundet. Det mærker dig.

Sjældent har I mærket samfundet så meget, som i den senere tid og sjældent har I værdsat alt det, som normalt fungerer. Jo mere I skulle vaske hænder, spritte af, holde afstand og udvise samfundssind, desto mere kunne jeg både mærke jeres samfundsglæde og jeres gymnasieglæde. Og fra at vi ikke har kunnet få en tone ud af jer ved sang til morgensamlingerne, bad I om at få lov at synge fællessang sammen med Philip Faber kl. 9 en morgen, da I var kommet tilbage på skolen. Den havde jeg ikke set komme. At coronaen skulle skubbe på det sidste slag dannelse er naturligvis en smule tragikomisk. Men det var også kun det sidste skub. For coronatiden blev også et vidnesbyrd om jeres dannelse. I tog nemlig hurtigt ansvar for egen læring, allerede dagen efter Danmark lukkede ned sad I, der skulle, klar kl. 9 om morgenen til terminsprøver hjemmefra.

Men I tog også et vigtigt ansvar for venner og familie og for hele samfundet, hvor vi i Danmark har gjort det, vi er så kendt for, nemlig passet på de mest udfordrede.

I stod sammen – hver for sig. Og med al den afstand derude, kom I lidt tættere på dem derhjemme. På jer, kære familier, forældre. I har nok været en del involveret i jeres børn i hele gymnasietiden, men at gymnasiet i bogstavelig forstand skulle flytte ind i jeres hjem, det havde I nok ikke regnet med. Vi har fra andre gymnasier hørt skrækhistorier om letpåklædte mødre, der kom svansende rundt i stuen, fordi de havde glemt, at sønnike havde hele klassen med på en kigger i Google meet. Den slags har jeg ikke hørt om herfra. Til gengæld ved jeg, at I har været med hele vejen. På svingene, udsvingene og humørsvingene og i den sidste svære tid med de mange afsavn. Stort tillykke med jeres børn. I har også en andel i huen.

Det har jeres lærere også. Deres engagementet i jer og i jeres møde med fagene og den vigtige omstilling i den sidste krisetid vidner om, hvor meget de investerer i jer som mennesker, i jeres dannelse og uddannelse. Tænk, hvad de har måttet stå model til på det seneste. Jeg nævner i flæng: Morgenhår, morgenhæshed, kærestepar på meet, undervisning under dynen og i nattøj, for slet ikke at tale om jeres kommentarer til lærernes indretning og planter, der trængte til vand.

Men naturligvis leveret med humor. For sådan er I. Og så er vi for alvor tilbage ved jer, kære studenter, hovedpersonerne i dag. For I har sat mange andre aftryk her på Greve Gymnasium end marts måneds morgenhår. I har også bidraget med nyskabelser, liv, engagement og nysgerrighed, og vil derfor også blive husket som meget mere end blot coronaårgangen.

I har bidraget til at skabe nogle bedre fredagscafeer og fester. I har vist jer som ansvarlige og I har tænkt stort. Kæmpe stort. Fester i Plenum og med nye standarder for lyssætning og lyd og hvad ingen andre før har formået, så har I sørget for kolde øl. Dette ved at ved at være insisterende. Og så får man nogle gange sin vilje. Andre gange gør man ikke.

Som fx da I ville indføre en årgangsfest, hvilket vi synes var et lidt for ekskluderende foretagende. Men alligevel – nogen må have hørt jeres bønner. Coronaen kom, og med henvisning til alle jeres afsavn: galla, fredagscafeer, en rigtig dimissionsfest og alle de andre fester, I havde haft i tankerne, så laver vi nu en årgangsfest for jer til efteråret, eksklusivt – og denne ene gang, som I vil have det, når vi altså får go fra de højere statsmagter.

I har også medvirket til et hav af lokale, nationale og internationale projekter: Studieture, virksomhedsbesøg og operation dagsværk. Vi var også med jer for første gang repræsenteret ved Folkemødet på Bornholm. Det blev stor oplevelse – et Roskilde for politikere, som I hurtigt døbte det.

I har gang på gang loyalt og engageret vist Greve Gymnasium frem ved Åbent hus.

I har indført kahoot til morgensamlingerne.

I har stablet et klimaudvalg på benene.

I har produceret seværdige og inspirerende og velgennemførte musicals og forårskoncerter, om end koncerten i 2020 blev til larmende stilhed. Suk.

I overlevede litteraturfestivalen og Bisses sange om fladlandet, selvom det måske ikke lige var jeres smag. Og I mødte der en fremmedhed, som er vigtig for jeres dannelse og som jeg håber, I også nysgerrigt og åbent fremover vil opsøge, når vi nu ikke er der til at stoppe den ned i halsen på jer.

Oveni de bidrag skriver I også historie. Som nævnt er I stx’ere første årgang, der gennemfører den nye gymnasiereform. Og 3.i er den første eliteidrætsklasse, der afslutter på Greve Gymnasium. Og så er I jo coronaågangen.

I er noget særligt. Og I har klaret det så godt og er så ordentlige, at man næsten kan spørge sig selv, om det ikke er lidt for meget. Om ungdom ikke også handler om at søge grænser og gøre oprør.

Men også her har I lært mig og min generation noget værdifuldt. I tænker nemlig ikke i samme dogmer og kasser, som vi har tendens til. Vi skal nemlig ikke bestemme, om I skal gøre oprør og da slet ikke over hvad og på hvilken måde. Om det skriver Tor Nørretranders:

Det næste ungdomsoprør kommer til at handle om at elske samfundet. At nægte at gå med på de voksnes kynisme og blaserte træthed over en verden de er ved at køre i sænk. Ungdomsoprøret vil bestå i at insistere på at livet skal være sjovt, at samfundet skal hjælpe mennesker og natur, og at vi skal være stolte af vores liv. Resignationens, ironiens og sarkasmens tid er forbi.

De unge skal længe leve. Længe leve de unge.

Det ungdomsoprør passer til jer. Og med fare for nu at diktere, hvad I skal, så har jeg jo netop så ofte mærket den samfunds- og gymnasieglæde hos jer. I har ikke taget alt for givet. I har faktisk været meget taknemmelige – og at I har været gode til at udtrykke det. Det kan man ikke nødvendigvis forvente og det skal I have stor tak for.

Med jeres årgang 2020 er der skrevet historie. Vi vil for altid tænke tilbage på, at lige der, hvor historien tog en anden end den forventede drejning – lige der blev I studenter. Med det har I også oplevet, at historie er noget, der bliver til nu. Jeg husker tydeligt, da jeg første gang erfarede at historien er nu og noget, vi selv er en del af. Det var da den svenske statsminister, Olaf Palme, i 1986 blev skudt på åben gade. I ved muligvis ikke hvem han var, men for mig og min generation blev en uskyld taget bort. I vores nordiske demokratiske lande med høj grad af tillid til vores folkevalgte og med lav grad af korruption. At det kunne ske, åbnede et uhyggeligt mulighedsrum. Et mere fantastisk mulighedsrum blev åbnet, da muren faldt i 1989, hvor jeg gik i 3.g og hvor min historielærer slog ud med armene og jublende sagde – vi skriver historie nu og der skrives historiebøger. Kan I godt se det? Det kunne vi godt.

Ligesom I kan se, at Corona føjer sig til verdenshistorien, danmarkshistorien og jeres personlige historie. En historie, I nu med viden og dannelse skal medvirke til at skrive færdig. Og I er allerede godt i gang. Én af jer fik hurtigt udviklet en coronapin til huen. En hel klasse har fået trykt en bog med de flotteste coronaessays. Corona, skal nemlig som så mange andre samfundsudfordringer løses med dyb faglig viden, med dannelse, politisk mod, kreativitet og gerne med samfundsglæde som et vigtigt afsæt. Men I skal også indlede en masse nye fortællinger. Gode opbyggelige, store og visionære fortællinger om hvad samfundet også kan blive til. Og I skal gøre det både sammen og hver for sig.

Det er så meningsfuldt og rørende om lidt at sende jer ud i de studentervogne I heldigvis fik lov at køre afsted i. Jeres aftryk her – og særligt de seneste har rørt mig dybt og selvom det så sort ud for to måneder siden er meget gået op i en højere enhed på det sidste. En poetisk enhed, som også synes at findes i sangen ”En nat bliver det sommer” af bandet Loveshop:

Nu tændes himlens dybe glød
Og natten kommer fløjlsblød
De drømmende går snart til ro
På mælkevejens stjernebro

Du længes i mørket
Mod dage med håb og lys
Du kan ikke sove
En nat bli’r det sommer
En fjern og fin musik
Gi’r dig alt du aldrig fik

Den synges fra et sted med længsel og melankoli, et sted, som mange af jer har siddet i på det seneste, men også fra et sted med håb og drømme om den smukke, lyse danske sommer og alt, hvad der hører til den. Det har været et vildt forår med søvnløse nætter. I har bragt store ofre og I har vist den bedste udgave af ungdommen. Også selvom det ikke har været jeres forår. Men i nat bliver det sommer. Og det skal være jeres nat og jeres sommer. Hjertelig tillykke med eksamen.