En dannelsesrejse af de helt store

Venskaber for livet og udveksling af kultur, tradition og sprog – Chile var en dannelsesrejse af de helt store.

Det er svært at ryste Chile af sig. En virkelig intens og varm og horisontudvidende oplevelse af de større, som ikke bare bliver lagt bag i køen af gode minder. Der er ikke noget at sige til, at de fleste af os landede med noget der vel kan betegnes som ”Chile-blues”. Chile giver én lysten til at leve livet lidt langsommere. Med mere nærvær. Til at huske at tage sig tid og ikke skynde sig sådan med at leve livet.

Man kunne tro, at mødet mellem to kulturer med oprindelse så fysisk langt fra hinanden, ville blive et chok for begge parter, men det var såre simpelt. Det tog nemlig bare udgangspunkt i et smil, et kindkys og et ”¿Cómo estás? ” Og derefter fløj spanske, engelske og spanglish- gloser igennem luften.

Vi ankom i bus til Raimapu, en progressiv skole i bydelen ”La Florida” i Santiago, Chile. Nerverne sad uden på tøjet, vi var trætte efter 18 timers rejse. Og lige straks skulle eleverne hver især ud til et fremmed hjem og være ”chilener” i 5 døgn. Bussen holdt og vi kiggede ud på de ret beskedne bygninger med store jern-gitterlåger for. Og pludselig myldrede det ud med fremstrakte arme og glade ansigter. Der hang et skilt hvor der stod ”VELKOMMEN”, og vi blev inviteret indenfor til et overdådigt kagebord, der ville få næsten alle sønderjyder til at krympe sig af præstationsangst. Heldigvis var det meget uhøfligt at sige nej tak til kage, så der blev gået godt og grundigt til makronerne mens snakken gik som geværild.

Vi følte os velkomne! Og det blev symptomatisk for hele opholdet. Vi VAR virkelig velkomne. Skoledagene var gjort kortere, så værtseleverne kunne bruge god tid med deres danske gæster og de næste 5 døgn blev vores dejlige elever slæbt med til dette og hint, de blev stærkt udfordrede på deres spansk ordforråd og der blev bygget broer. Imellem to nationaliteter. Imellem to kulturer. Imellem danske og chilenske unge. Og ikke mindst imellem værtsfamilierne.

Nogle af de ting eleverne blev ved med at fremhæve, var frikvarterene i skolen Raimapu. Eleverne jonglerede med bolde og kegler, spillede fodbold, snakkede og hyggede sig sammen i stedet for at sidde med hver deres mobiltelefon. Nærværet var overvældende.

En anden ting der sprang én i øjnene, var antallet af gadehunde. Der var mange. Og der var plads til dem. Og de var ikke sådan nogle skravl som man ser andre steder i verden. For i Chile lader folk ofte en bid havne hos de herreløse hunde, og andre stiller vand frem til dem, og generelt blev de accepteret og nusset af forbipasserende, så de var velnærede og super kælne.

En ting mere der gjorde meget stort indtryk, var det store åndelige fælleskab der eksisterer i Chile.

De fleste unge chilenere vi mødte, er politisk aktive og meget bevidste om deres lands udfordringer. Chilenerne har været underlagt militærdiktatur indtil nyere tid, og mange forhold fra dengang ligger stadig tæt på, og der er en stærk kollektiv konsensus om, at den uretfærdighed og censur der har gennemsyret Chile ALDRIG mere må finde sted.

Så det var en meget intens og lærerig oplevelse at komme helt tæt på en chilensk familie. Alle har på én eller anden måde kendt én eller selv oplevet diktaturet på egen krop.  

Vores sidste to dage i Chile bød på ture ”ud af Santiago”. Det blev en fryd for øjet.

Hvem kan stå for den underskønne havneby ”Valparaiso”? Byen har 42 indtagende højdedrag og amfiteatralsk udformning og fantastiske vægmalerier med politiske budskaber overalt hvor man lader blikket hvile. Vi endte turen rundt i byen med fødderne plantet i Stillehavet og øjnene mod horisonten. Fantastisk.

Også vores 16 kilometer lange vandretur i ”La Campana” naturpark vakte begejstring. Det var lækkert at få frisk luft i lungerne og få pulsen lidt op igen. Og synet at de kæmpe kaktusser og de flere hundrede år gamle chilenske palmer var bjergtagende. Det var en fantastisk dag i rolige omgivelser. Det trængte vi vist alle til, inden vi om aftenen igen skulle ”ud med vores chilenere”J.

Det var selvsagt utrolig hårdt at skulle sige farvel til disse kærlige familier. Afskeden på skolen var overvældende. Der var musik og taler… og selvfølgelig mad! Der blev taget et hav af billeder, og krammet og grædt en masse. Lysten til at rejse hjem igen var meget, meget lille. Tårerne varede hele vejen over Atlanten.

De bånd der bliver knyttet i ungdommen holder ofte hele livet. Og der er ingen tvivl om, at der nu findes en masse usynlige bånd, som nu og i fremtiden vil krydse Atlanterhavet. Lige fra GG til Raimapu.

Vi lærere takker for en virkelig dejlig tur med de sødeste elever vi kunne forestille os!

Anne Birgitte og Carina