Coronadagbog

Vi har bedt vores elever om at skrive dagbog, for at give os alle sammen et blik ind i livet som ung under corona. På siden her samler vi indlæggene.

Torsdag

Frokost – dagens højdepunkt

11. marts 2020. Hvis nogen havde taget fat i mig den dag og fortalt mig, at corona ville præge og begrænse min hverdag så længe, som den nu har gjort, så tror jeg ærlig talt, at det havde taget pusten fra mig. Jeg havde nok gravet mig ned i et hul med den hensigt at gå i hi. Givet op på forhånd så at sige. Så det er nok meget godt, at der ikke var nogen, der fortalte mig det – dengang for snart et år siden. Og dog er afklaring jo et eller andet sted det, jeg længes mest efter. Afklaring og svar. Svar på de spørgsmål, som, i takt med situationens tiltagende alvor, selv har fået en noget mere alvorlig klang.

Bliver Roskilde festival aflyst?

Hvordan skal jeg fejre min 18-års fødselsdag?

Kommer jeg ud og rejse til sommer?

Det spurgte jeg mig selv om i foråret 2020. Som jeg sidder her foran min trofaste følgesvend – computerskærmen – og læser spørgsmålene fra den gang op for mig selv, virker ordene mærkeligt fremmede. Måske fordi begivenhederne, der skulle have fyldt sommeren 2020, allerede er passeret, mens håbet om en mere begivenhedsrig sommer 2021 er skrumpet betydeligt. Måske fordi nye spørgsmål trænger sig på og sender de gamle i skammekrogen.

Er mine venskaber stærke nok til at kunne tåle den manglende vedligeholdelse?

Er jeg kommet for meget bagud i den virtuelle undervisning?

Kan jeg stadig komme til at udleve mine drømme?

Hvornår kan jeg igen kramme mine bedsteforældre og alle dem, jeg savner så inderligt?

Er der nogen, der savner mig?

Jeg ved, at ingen har en jordisk chance for at give mig svar på mine spørgsmål, men det at stille dem hjælper alligevel lidt. Det minder mig om, at jeg har noget at savne. Jeg har noget, der er så godt, at tanken om at miste det kan gøre ondt. Så måske er jeg faktisk heldig. Hvis en pandemi havde en skjult dagsorden, må det næsten være at minde os om netop det – at vi har noget at miste –at vi har noget at savne – at vi er heldige. Jeg ville naturligvis ønske, at jeg kunne få svar på mine spørgsmål, men jeg har efterhånden lært, at der ikke er noget forudsigeligt ved den her situation. Måske lige med undtagelse af hverdagen. De daglige rutiner, som efterhånden er smeltet sammen til en ganske forudsigelig grå masse. En masse, der dog af og til suppleres af enkelte farvestrøg i form af en gåtur i solskin, en podcast at hvile de firkantede øjne til eller en lækker frokost. Tænk, at frokost skulle blive dagens højdepunkt.

Onsdag

Det kan være rigtig svært at se lyset for enden af tunnelen. Sådan tror jeg rigtig mange af os har det i denne tid. Jeg kan i hvert fald skrive under på, at tunnelen bare føles længere og længere. Flere restriktioner, mindre menneskekontakt, længere vej imod den hverdag vi engang kendte.

En global pandemi gør meget ved et menneske. Den udfordrer os mentalt, tester os. Hvor meget kan et menneske egentlig holde til? Hvor meget død, ulykke og tragedie kan man tage, inden det hele bliver for meget? Vi bliver bragt tættere sammen såvel som længere fra hinanden. Det vi kendte som almindelig menneskekontakt (kram og håndtryk), er pludselig blevet til intet andet end et fjernt minde. Man prøver og prøver at holde sig oven vande, men det er som om, coronapandemien trækker en med under bølgerne. Man prøver at samle sig med flere meters afstand af bare afskrækkelse og frygt. Denne frygt er hurtigt blevet central i enhver sammensætning af mennesker. Indtil man lige pludselig lader det overtage, og man ender med at selvisolere derhjemme foran skærmen, som ens eneste adgang ud i den virkelige verden…

Torsdag 14/1-21

Endnu en dag som ligner de andre. Stå op, spis, skole, lektier, spis, tv, sov. Det er mønsteret disse dage. Det meste variation jeg får, er de forskellige ansigter på skærmen. Til gengæld bliver jeg helt lettet over at se mennesker smile til mig hver dag. Måske er alle ikke ved at gå i stykker. Måske er det bare mig, der er ved at falde sammen. Nej! Gud er det ej. Se, det er det her jeg taler om. Corona tester os psykisk. Jeg er så dårlig til faste rutiner. Jeg har brug for der sker noget. Bare en smule variation i mine dage. Og det må man sige corona ikke ligefrem giver mig. Sidder her på min grå sofa, og ønsker mig egentlig mest bare væk – tilbage til fortiden. Men det nytter jo ikke noget. Medlidenhed får mig ingen vegne. Hvad med alle dem der mister nogen? Hold op, hvor må de føle, det er en ussel verden. Det er faktisk min største frygt lige pt. At miste en person jeg holder af. Sådan tror jeg mange af os har det. Undtagen egoisterne som kun frygter sit eget liv. Tror jeg går ud og går en tur. Lidt frisk luft skulle vist efter sigende være godt for sjælen. Hvis der er noget jeg har brug for, så er det noget til min sjæl.

Fredag 15/1-21

Sikken smuk morgen vi havde i dag! Det er de små ting i livet der betyder noget for mig disse dage. Jeg elsker og sætter bare så stor pris på en flot solopgang. Der er noget helt poetisk over en solopgang – hele verden vågner på ny. I dag er en god dag. Jeg har fået rusket lidt i rutinen plus en aflyst time. Det er da rart. Livet kan godt være rart. Jeg har også gode timer i dag. Engelsk er faktisk mit yndlingsfag, det har det været så længe jeg kan huske. Jeg går og drømmer om at snakke det hver dag. Et sted hvor de har det som modersmål, som jeg næsten føler det er for mig. USA. Ja, jeg tror faktisk det er der jeg skal hen. Jeg er faktisk næsten sikker på det. I dag er sådan en dag, hvor man faktisk tør at tænke på fremtiden. Som om den lille solstråle skinner igennem tunnelen, og giver en lille smule lys og en lille smule håb.  Det kan gøre mig helt glad at sidde her og fundere over, hvad der mon sker i fremtiden. På den anden side af coronaepidemien. For selvfølgelig er der et liv efter denne krise. Det bliver der nødt til at være. Hvis bare den kommende solnedgang kunne tage corona med sig.

Lørdag 16/1-21

Med et forsamlingsforbud på 5 mennesker kan det hurtigt blive svært at fra- og tilvælge, hvem der skal ses, og hvem der ikke skal. Man vil jo ikke såre mennesker yderligere i en i forvejen skrøbelig tid. Specielt ikke mennesker man holder af. Derfor lever jeg mig bare ind i andre menneskers liv. Bøger er noget helt specielt for mig. De har virkelig fået mig igennem den her pandemi. Jeg har da altid været glad for at læse, men har set det i et helt nyt lys. Faktisk helt som en passion. At leve lidt igennem tusindevis af andre liv, tager ligesom fokus fra mit eget, og det har jeg virkelig brug for. Jeg går faktisk og dagdrømmer lidt om noget bogforlag i USA. Det er ikke rigtigt noget man kan gøre sig i, i Danmark. At bo i et fremmed land lyder umiddelbart skræmmende for mange, men for mig er der næsten tryghed i det. Jeg ved hvad jeg skal. Jeg skal bare finde ud af, hvordan jeg kommer derhen. Men det har jeg mange år til. På den anden side, kan jeg lige så godt begynde nu. Måske give mig selv lidt at se frem til.

Søndag 17/1-21

Vågner lige op til endnu en horribel Facebookopdatering: ’’I nat blev både jeg og min kæreste testet positiv for COVID-19.’’ Opslaget er lavet af min veninde, som jeg ikke har set siden 2. lockdown. Straks skriver jeg til hende, at det er jeg ked af at høre, og at jeg håber deres symptomer ikke bliver for slemme. Jeg synes godt nok det rykker sig tættere og tættere på mig. Det er her, paranoiaen også rigtigt kan mærkes. Frygten for at miste. Frygten for selv lige pludselig at blive syg. Det er i disse øjeblikke, hvor jeg virkelig må hanke op i mig selv. Men det er rigtig svært. Det sværeste ved det her er næsten, at vi ikke ved hvornår det slutter. Et halvt år, et år, tre år. Ingen kan sige det, for ingen ved det. Det er det, der er vildt skræmmende ved den her pandemi. Jeg bliver bare i vildt dårligt humør, hver gang jeg åbner de sociale medier. Der er ikke andet end corona, hvilket er klart. Det fylder jo i alle vores liv. Det har da helt sikkert også taget på os som sportsudøvere. Ingen stævner og ingen undervisning for mit vedkomne. Jeg kører bare i ring nu om alt det der er galt. Jeg har brug for en distraktion. Tror jeg vil lægge mobilen væk og begrave næsen i min nyeste bog.

Mandag 18/1-21

Det er meget sjældendt fra mit vedkomne, at jeg glæder mig til skole. Men i øjeblikket er det faktisk helt rart – noget at tage sig til. Føre en smule samtale med sine klassekammerater. Tale med dem man savner at se ansigt til ansigt. På en eller anden mystisk måde er jeg faktisk motiveret til at gå i skole. Synes godt nok det kan være svært i de fag, hvor jeg i forvejen har det lidt svært. Men på en eller anden måde får jeg det til at svinge rundt. Det er jeg faktisk rigtig glad for. Jeg hører tit fra andre, at de slet ikke synes det fungerer, så er faktisk glad for jeg har noget der fungerer nogenlunde for mig. I pauserne kan jeg i mellemtiden drømme mig til diverse universiteter i USA. ’Creative writing, English literature’. Det er blevet en lille hobby for mig. Tjekke universitet, linjer, fag, mulighed for at bo der, udgifter. Men det er noget, der gør mig glad. Det har jeg virkelig brug for. Noget jeg kan se frem til, og glæde mig til på den anden side af COVID-19. Jeg skal sgu nok komme igennem det her. Der er lys for enden af tunnelen.

Tirsdag

Dr. knowitall

Som om jeg ligger stille på et løbebånd

Ligger stille, beskuer horisonten

Eller hvad der nu er tilbage

Dagene får tvillinger

Enæggede, trættende

Åbn nu klinikkerne!

Klokken er 8

Skærmen op, kameraet ej at spot

I vindueskarmen, brødkrummer

Muggen vinker godmorgen

Stankelbenet i hjørnet

Sølvfisken på skrivebordet

Støvet på mine øjne

Snakken om dine løgne

Alt sammen, til stede

Forsvinder ej

Bliver her, for altid

En uendelig cyklus

Af længsel, efter noget

Ægte

Der er ingen Gud

Det kan der ikke være

Åh gud hvis der var

Kunne jeg sidde på knæ

Bede om forladelse

Fra alle mine synder

Sengen blev ej forladt

Fri mig fra mine synder!

Intet bad i 4 dage

Fri mig fra mine synder!

Ej noget sollys

Fri mig fra mine synder!

Men, jeg fik ikke fravær

Er der ikke nogen der er stolt? af

mig, dig, ham, hende, den?

Hvem?

Far lugter af dameafdelingen

i Magasin

Jeg vidste ikke det var dem han kunne lide

Så nu det mig, der må lide

Sætter mig i stolen

Nu fyldt med ensomhed

Så nu må jeg skrige

Flå mine øjne ud

Lade dem rulle

Som bowling kugler

Strike!

Bede til gud

Om forladelse

Alle mine synder

Intet svar

Inden djævlen tager mig

Tager mig dybere og dybere

Ned, drukner mig

I hans saltede

Fucking, tårer

Men med vinden susende gennem jakken

Ved man der er noget om snakken

Gående på kanten

Lidt væk fra vandet

Tager jeg en dukkert, fra 30 meter vippen

En dukkert ned i sten og grus, nu

Blodige sten, forladt

Følelser kan fremstå

Manipulerende

En utroværdig kilde

Et kig ind i fantasien

Hun tager min hånd

Er det sådan du har det?

Hmm, ja det er det vel

Siger jeg, mens hun stirrer

Okay, skal vi sige samme tid næste uge?

Okay, jeg rejser mig op

Tager min jakke

Går, fri fra mine synder.

Mandag

Kære dagbog. Hvordan skal jeg dog starte? Med min dag.

Jeg sætter altid mit vækkeur til kl.: 7:00, i håb om at dagen i morgen vil være den dag, jeg rent faktisk springer ud af sengen når klokken slår 7:00. Men det er som om at, den dag aldrig kommer. Jeg ender altid med at sove til sidste øjeblik, for der er ikke rigtigt nogen grund til at stå op alligevel. Jeg skal ikke gøre mig klar, tage tøj på, lægge makeup, spise morgenmad osv. Den daglige stressende rutine, har jeg næsten glemt.

Jeg skal bare åbne min computerskærm, og trykke på knappen deltag. Så er jeg i skole. Og ja, det lyder nok meget nemt og overskueligt. Og det var da rart de første 2-3 dage.

Men nu er det alt andet end nemt og overskueligt.

Det er bare endnu en dag af mange, uden mine venner, uden smil og sjove stunder, uden fjollerier og uden den kolde cykeltur hen til gymnasiet om morgenen – ja den tur, den savner jeg faktisk.

Nu er jeg bare alene på mit værelse, og det er jeg hele dagen lang. Fra solen står op om morgenen, til den går ned igen om aftenen. Og dagen efter ved jeg, at det er præcist det samme jeg skal.

Nogle gange nænner jeg slet ikke at gå ud af min seng, og det er de dage der er værst. De dage hvor alting bare kan være ligemeget.

Og fordi at man bare går rundt i en rastløs uvidende cirkel herhjemme, så bliver jeg også mere doven. Og det er ikke et bevidst valg. De siger, ”gå ud og få noget friskt luft, det kunne du have godt af”. Men jeg magter det ikke, for ”det kan jeg jo lige så godt gøre i morgen”- og sådan bliver den onde cirkel ved med at køre.

Først var vi hjemsendt til 4. januar, det kunne vi alle lige overskue. Datoen var sat, og vi skulle bare lige igennem det. Men så blev restriktionerne forlænget til 7. februar, vi havde nok alle set den komme. Men virkelig en måned mere…! Og nu først hvad, 28. februar / 1. marts, og det ved vi alle alligevel godt, ikke kommer til at ske. Så det er ukendt hvornår vi kommer i skole igen. Man begynder at miste håbet. Man stopper med at tro, at vi rent faktisk vil komme i skole igen.

Og de prøver at opmuntre os med, at vi er i en historisk begivenhed. At vi om nogle år, vil kunne se tilbage på lige netop denne her situation. Men hvad hjælper det lige nu? Det gør os ikke mere arbejdsomme, det gør os ikke gladere eller mere håbefulde.

Det eneste jeg ønsker, er at se mine venner i virkeligheden. At se dem komme løbende hen mod mig. Og den hurtige samtale på gangene mellem modulerne. Jeg savner at kunne kramme dem jeg holder af. Og jeg savner den helt normale kedelige matematiktime, i det sidste modul en fredag eftermiddag. Hvor vi alle bare gerne ville hjem, og gøre os klar til at feste – ligesom helt normale unge mennesker nu gør.

Fremtiden er heller ikke fastlagt. Vi ved intet, om eksamenerne. Vi ved ikke hvad vi skal forvente, og vi ved ikke hvad vi skal øve os på.

Man ved ikke om man er købt eller solgt. Og selvom at jeg nok dybt i mit hjerte godt ved at regeringen gør hvad de kan, så føler jeg stadig at vi er overset. At vi er sat til side, også fordi at de giver falske forhåbninger om genåbningen. ”Så er det bare nemmere, lige at forlænge de hjemsendte lidt mere, det er der ikke nogen som tager skade af”. – sådan føles det. Og jo, der er nogen som tager skade at det. Det kan jeg godt skrive under på.

Så kære dagbog, hverdagen lige pt, den er bare ikke let. Det er noget vi som nation må kæmpe os igennem, men det må gøres hver for sig. Og det er derfor, at det er så svært. Alene er ikke noget flokdyr trives med, og vi mennesker er som flokdyr. Selvfølgelig nogle mere end andre.

Kære dagbog, du ved ikke hvor meget jeg glæder mig til, at denne situation er et afsluttet kapitel for hele verdenen. At det bliver noget vi ser tilbage på. Det er svært at holde sig selv oppe, for vi plejer at holde hinanden oppe, når tingene ikke går som man havde planlagt – og det kan vi jo ikke nu.

Og kære dagbog, det sidste jeg har at sige er, at jeg håber og ønsker at folk omkring mig stadig har det godt.

At vi alle bliver ved med at kæmpe, for det kan kun blive bedre fra nu af. De lysere tider er vel forhåbentligt på vej.