Coronadagbog

Vi har bedt vores elever om at skrive dagbog, for at give os alle sammen et blik ind i livet som ung under corona. På siden her samler vi indlæggene.

Her kan du høre den første uges coronadagbøger oplæst (du forlader denne side).

Mandag

Det er mandag. Tror jeg i hvert fald. Jeg kan ikke finde rundt i dagene mere. Jeg aner ikke om det er tirsdag eller lørdag. Om det er weekend eller hverdag. Alle dage er gentagelser. Fra dag til dag ændrer ingenting sig. Jeg har ferie, men det føles egentlig ikke sådan. Selvom jeg sidder i et skønt sommerhus i Marielyst, føles dagene som en omkamp igen og igen. Det ikke fordi, at det er slemt eller hårdt, det er bare langtrukkent og… underligt. Ja, underligt. For 1 år siden sad jeg på en tagterrasse og så ud over St. Anton i Østrig. I solskin med pisterne fyldt af mennesker og personligheder. Det føles som 100 år siden jeg sidst mødte nye mennesker. Ikke fordi jeg er træt af min familie, men jeg har efterhånden siddet mange måneder med min bror i værelset ved siden af mig, min mor ved spisebordet og far oven på. Man skulle ikke tro det, men jeg savner at stå alt for sent op på en skoledag, og lige nå til første modul. Jeg savner skolen. På skolen. Jeg savner min hverdag med venner og ting at se frem til. Bare den tur til centeret i frikvarteret trænger jeg til. De her dage får mig til at tænke på, hvor taknemlig jeg skal være for hverdagen. Men jeg har det egentlig ikke slemt. Burde jeg det? Utrolig mange går igennem den hårdeste tid i deres liv, og ja, selvfølgelig er jeg forfærdelig træt af den her tid, men det skal ikke lyde som om jeg er deprimeret eller har det slemt, for det har jeg ikke. Jeg er god til at få dagene til at gå, selvom mange dage er gentagelser, prøver jeg at se positivt på tingene. Jeg tror, at jeg er en af de få, som er god til at finde fordele ved at være herhjemme. Jeg er tryg med mig, og jeg nyder mit eget selvskab. Jeg foretrækker tit at være alene og se en god film, lytte til podcast eller musik, spille og selv rydde op kan få mig i godt humør. Det siger lidt om den her tid. Hvis der var en person i 2019, der fortalte mig at jeg ville nyde at går en tur flere gange om ugen om et par år, ville jeg begynde at grine. Der er noget ved at gå en tur. Det sætter ligesom alle de negative tanker på pause. I morges gik jeg en tur langs Marielyst strand for at komme væk. Selvom jeg ikke er i Greve længere, føles det stadig som om jeg er hjemme. Det var en dejlig tur. Turen fik mig til at tænke på min fremtid. Det er lang tid siden, jeg har sidst har tænkt på den. Hvad vil jeg egentlig? Hvor er jeg om 5 år, når jeg ikke længere går på gymnasiet. Jeg er forhåbentlig ude og rejse at rejse. Men jeg hader at tænke så langt frem. Jeg vil leve i nuet. Den eneste grund til at jeg tænker på fremtiden, er på grund af den karantæne og tid herhjemme. Det får mig til at tænke på, at jeg skal nyde den tid vi engang får, når landet åbner op. Jeg drømmer om fredagscafeer, timer på skolen og ikke mindst en studietur. Virussen har ødelagt nok af min gymnasietid, den behøver ikke blæse flere oplevelser væk. Jeg har nu mistet 79 fysiske skoledage. Jeg vil godt snart tilbage til hverdagen.

Tirsdag

Måden, vi omtaler virussen på, er blevet ensformig og trættende. Fra oktober til december gik der ikke en dag, hvor man ikke lagde øre til kommentarer om, hvor deprimerende et år, 2020 havde været, og om hvor godt det ville blive at lægge det bag sig. Det er kun godt, at man fandt trøst og samhørighed i den katarsiske oplevelse af at lade mindet om ni kaotiske måneder brænde op på en glødende himmel den første nat i det nye år, men jeg tror, det er den sandeste floskel af alle, at Coronakrisen kan lære os meget om påskønnelse.

Først når vi mases under vægten af kvælende ensomhed,
der tager livet af os, før en virus gør det;
af den mørklagte hob af kys og kram,
et fjernt og kærkomment minde;
af sygdomsangst og angstsygdomme,
der nærer sig på pandemiens ådsler

Først når togkupéer bliver til sci-fifilm
Og søvndrukne ansigter smelter sammen
i en formløs, maskeret masse
Når tæt luft og skingre stemmer er
migreret fra skolernes gange
og trukket mod nord, syd, øst og vest,
presset ind på tretten tommer

Først når vi slentrer formålsløst
i vinterblege spøgelsesbyer
og konkurrerer i kreativ kedsomhed
Når vi fordriver vira og fordømmende blikke
med håndsprit og samfundssind
Fordi menneskeliv er dyre og uerstattelige
eller fordi billetten til Ros også var det

Først når tildækkede, hvidklædte engle
paraderer på sygehusene
og vier deres liv til at redde andres

Og når en raspende respirator slukkes,
så livet stille går videre for én,
mens en anden er dømt til evig nedlukning

Først når vi begræder den stagnerede verden
er den uspoleret af vores privilegier 

Onsdag – taknemmelighed i en svær tid

Vækkeurets skingre toner runger gennem luften, og skærer i min ører. Jeg vågner med et sæt, og sukker dybt mens jeg rækker ud efter sluk knappen. Vinterens mørke og kulde trænger på ude i byens gader, og den stærke vind hvisler højt gennem vinduerne. Jeg falder stille tilbage i sengen, og stirrer håbløst op på det hvide loft. Endnu en lang og kedsommelig uge venter forude.

Corona-pandemien har vendt livet på hovedet for mange af os, og dens indvirkning har haft store konsekvenser for samfundet. Forsamlingsforbud og nedlukninger har betydet, at vi har skulle vænne os til hjemmeundervisning, og begrænse den sociale og fysiske kontakt. Hverdagen er ikke længere hvad den har været, og det føltes efterhånden som om, at dagene smelter sammen. Endeløse timer foran skærmen, aflysninger og den ene forfærdelige nyhed efter den anden… Håbløst må vi stirre ud ad vinduerne, mens vi undrer os over, hvornår dette mon snart er ovre?

Sandelig har det været en svær tid for mange af os, der har måtte lide under pandemiens trængsler: arbejdsløshed, økonomiske kriser og kampen om at få hverdagen til at hænge sammen. Det er ofte svært at forblive optimistisk og håbefuld i en tid, hvor samfundsroen og -ordenen står på spil. Men det er netop i disse tider, hvor der skabes grobund for at praktisere taknemmelighed.

Det går først op for os, hvor mange ting vi tager for givet, når de bliver os frarøvet: sportskampene, rejser, aftenerne på restauranterne, de hyggelige stunder med vores venner og gåturene i parken. Jeg er taknemmelig for, at pandemien har fået mig til at sætte pris på disse ting, og for at åbne mine øjne op overfor, hvor privilegeret jeg er. Mens jeg har haft travlt med at brokke mig over mine egne problemer, har jeg helt glemt hvor heldig jeg egentlig er.

Mange folk har mistet deres hus og arbejde og må kæmpe for at forsørge deres familier og få mad på bordet. Andre har hverken adgang til rent vand, eller mulighed for at få lægehjælp. Sygeplejesker og læger må arbejde på højtryk, mens flere og flere hospitalssenge bliver optaget.

Jeg er glad for at pandemien har fået mig til at indse, hvor taknemmelig jeg burde være for disse ting. Ofte føler jeg, mange ting under pandemien er blevet uoverskuelige. Det er nederen at have hjemmeundervisning, og skulle blive hjemme hele dagen. Men så forsøger jeg at huske mig selv på, hvor heldig jeg er for at kunne overhovedet modtage undervisning og have et tag over hovedet. Der er mange børn og unge, i store dele af verdenen, som har må forlade deres uddannelsesinstitutioner, og ikke har kunne forsætte deres skolegang, som følge af pandemien.

Det kan ofte være svært se på den lyse side, under hårde situationer. Men hvis vi forsøger at fokuserer på de ting og velsignelser vi allerede har foran os, indser vi hvor heldige vi rent faktisk er. Som Cynthias Ozick engang sagde: ”Vi tager ofte for givet de ting, der mest fortjener vores taknemmelighed.”

Torsdag

Bib! Bib! Bib!

Så slog klokken 07:00 og mit vækkeur ringer. Dagen i dag startede enlig ligesom alle andre, jeg står op, laver mig en kop te og noget morgenmad, får børstet mine tænder, ordnet mit hår, for bare at sætte mig bag ved skærmen og deltage i dagens program. Selvom alle dage er ret ens, er jeg glad for at mine lærer tager hensyn til os, så vi ikke skal side foran skærmen hele dagen. Jeg tror ikke det er gået op for mange af os før nu, hvor meget man alligevel kan lære selvom man er ude og gå en lille tur.

Selvom jeg ser min klasse hver dag hen over meet begynder det hele enlig at virke ret ensomt. Og det er enligt ikke rigtig ensomheden der dræber mig langsomt inden i, det er nok mere tanken om ikke at vide hvornår vi får lov at komme tilbage. Nogle gange virker det heller ikke til at Mette Frederiksen ved hvornår hun har tænkt sig vi for alvor kan komme tilbage. Så åbner hun lidt og et par uger efter bliver noget nyt lukket ned men noget andet åbnet op, det er ikke rigtig til at følge med i længere.

Jeg har tit gået og tænkt over hvordan det ville havde været at starte på gymnasium uden corona, og prøve alle de ting, som man enlig ikke helt vidste hvad var, men alligevel havde set frem til, da man 1. marts 2019 ansøgte inde på optagelse.dk om at gå på gymnasium. Dengang da corona’n ikke rigtig var kommet til Danmark og der kun var fundet meget få tilfælde som ofte blev fundet i sammenhæng med folk der havde været i udlandet. Men alligevel blot 2 uger efter bliver landet lukket ned og mareridtet bag skærmen begynder.

Jeg kan godt forstå at dem i 2.g og 3.g synes at den her situation er noget værre møg, det ville jeg virkelig også hvis jeg havde gået og glædet mig til at komme på studietur, og arbejdet røven ud af bukserne på at få det flotte snit i huen og så ikke engang kunne fejre det ordentligt med vogntur og druk. Alligevel så tror jeg godt at størstedelen af os forstår alvoren i den situation vi står i, og at vi stadig gør vores bedste ved mindske smitten og for at vi i sidste ende kan komme sikkert tilbage.

Jeg glæder mig enlig bare allermest til at kunne komme tilbage igen og ikke have hele min ungdom bag ved en skærm. Skulle det dog ende ud i at vi ikke får lov at komme tilbage før næste år, er jeg sikker på det nok også skal gå, fordi vi bliver alle sammen bedre og mere vandt til alligevel at skulle have undervisningen bag en skærm, så en uge til eller fra er der ingen der tager skade af.

Fredag

Hvordan skal jeg starte? Jo, nøjagtig kl. 08:09. 08:09 er et klokkeslæt der betyder alverdens for mig. Så meget at jeg vil våge den påstand og sige at lige præcis det klokkeslæt, kan have betydning for hvordan mit liv senere tegner sig. Det lyder måske voldsomt, men det er sandheden. 08:09 er det tidspunkt hvor den katastrofale lyd fra min mobil ringer i øret på mig, hvorefter der gemmer sig en enormt vigtig beslutning, der skal tages. Skal jeg sætte mig op i sengen, tænde computeren og logge på meet? Eller skal jeg tilfredsstille min indre lyst, og vende mit hoved ned i puden, efterfulgt af øjnene der falder i igen? Ja, det er afgørende og ekstremt væsentligt hvilket valg jeg tager i dette moment. Jeg ser gerne mig selv med en glimrende uddannelse senere hen, men jeg bliver tit i tvivl og spekulere over, kan Corona tage den drøm fra mig? Hvor mange ligger derhjemme i sengene og bobler, mens den læring de kunne have fået, og dog stadig har muligheden for, glider ud gennem fingrene på dem, af ren og skær mistet motivation og nyankommet dovenhed?

At sætte sig op klokken 08:09 kan være ekstremt hårdt. For mig, er det dog ikke den største hurdle længere da vi efterhånden har været hjemsendt i omkring 3 måneder, og jeg så småt hen ad vejen har udviklet en rutine med hjælp fra specielt min mor, der har været god til at motivere og tilskynde mig til at fokusere gennem dagen. Den nye rutine er dog ikke en jeg fortsat ønsker. Og når jeg tænker tilbage på morgenerne før Corona mærker jeg en demotiverende følelse. Jeg savner det. Jeg savner at stå op klokken, ja tidligt, hvem havde troet man skulle sige det? Ikke nok med det, savner jeg at stå foran spejlet helt udkørt og ligge make-up, man skulle jo være klar til hvad der mødte en i skolen. Hvad risikerer man at møde nu? Mor, far og bror, og det er bestemt ikke tre eksemplarer jeg behøver stråle foran. Selv den 4 kilometer lange cykeltur til skole savner jeg. Hvis min mor hørte mig sige det, tror jeg hun ville få et hjertestop.

Jeg husker tilbage i marts måned 2020, da vi første gang blev hjemsendt. Jeg havde været til træning. På vejen hjem med en veninde bliver vi informeret om den første nedlukning, som for øvrigt kom med et kæmpe chok. Jeg råbte og skreg af glæde, og tænke: ”Ja tak, en uges ferie”. For øvrigt var det ikke i nærheden af hvad jeg havde forestillet mig, for ferie var det da slet ikke. Men hvad jeg nu går og tænker over er, hvor ville jeg ønske jeg havde nydt fælleskabet, den friske luft, stemningen og da specielt min form den gang noget mere. Jeg kan næsten ikke agte at tænke tilbage til den dag, da jeg kun kan finde en nedtrykt følelse frem, jeg savner det enormt. Ikke kun det, men generelt en hverdag med smil, fjollerier, godt humør, jokes, og et godt grin. Selv den normale trættende fysiktime en eftermiddag i sidste modul, ville ikke være dårligt lige nu. Ej at forglemme det glade smil efterfulgt af et ”hej” fra en person du ikke snakker med lige nu, men da stadig hilser på i skolen, på vej til næste modul.

Hvad savner jeg ikke? Det ved jeg snart ikke mere. Corona er en vemodig og sørgelig tid, uden så meget social omsorg som vi plejer, fra de personer vi elsker og holder af, og det kan mærkes. På trods af en trist tid, vil jeg stadig påpege og minde mig selv om, at jeg stadig, gennem hele denne forfærdelige tid, ikke føler mig ensom. Jeg føler mig ikke alene, og det håber og tror jeg på at mine nærmeste, og dem hvor jeg har muligheden for at hjælpe med at lægge den forbandede følelse på hylden, heller ikke gør.

Nu ser realiteten absolut anderledes ud. Nogle dage har solen sagt farvel og vi ses i morgen, inden jeg har rejst mig fra sengen for at foretage mig andet end at gå de få meter til toilettet, eller til køkkenet, for sulter gør jeg ikke. Jeg spiser som aldrig før, og jeg glæder mig til den dag hvor træning begynder igen, og de nye kilo bliver smidt. Når læren ikke snakker på højtryk, og skolen er slut for dagen, prøver jeg med gåture og så har jeg stadig mit job der endnu har åben. Har dagen været lang og alt er uoverskueligt tager Netflix over, og den friske luft og sol i øjnene bliver ikke til virkelighed. I stedet ligger jeg under dynen, i sengen, og kan som erstatning for solen, se månen ud gennem vinduet.

Dagene er ens, og helt og aldeles lige kedelige. Indimellem mangler jeg opmuntring og et kast med øjnene på de andre håbefulde glade mennesker, man altid kan være sikker på at møde på skolen.

Den første uge var til at holde ud, næste var svær, og tredje endnu sværere. Nu det ikke sjovt mere, festen må gerne snart tage til vejs ende. Jeg ønsker brændende at Corona snart bliver et afsluttet kapitel, og vi kan komme videre, og fortsætte livets gang som tidligere. Jeg ønsker de ting tilbage jeg så inderligt savner og håber på jeg snart vil opleve igen. Jeg vil gerne i skole, i fitness, besøge alle i min familie, og genfinde gejsten og glæden i hverdagen. Jeg vil have muligheden for at holde mine nære oppe i svære tider igen.

I midten af forløbet gled motivationen væk, lidt efter lidt. Hvornår kunne vi mon få den gamle hverdag tilbage, hvor vi så klassekammerater og lærer i et reelt lokale? Nu begynder den så småt at komme igen, vi skal nok bekæmpe denne epidemi, det er vi nødt til. Jeg håber at denne tid vil blive set tilbage på som en tid hvor vi lærte at stå sammen, men hver til sit. Vi kunne ikke samles som borgere, men alligevel var sammenholdet der. Det er en af de eneste ting vi har haft med os gennem hele processen, og ikke været nødt til at opgive, sammenhold.

Så kære dagbog, tak for at lade mig lette mit hjerte, det er værdsat. Jeg har en sidste ting at fortælle for denne gang. Jeg håber alle har det godt, og kæmper for at sejre over denne sygdom. Jeg håber ikke drivkraften er forsvundet, for det kan kun blive bedre fra nu af. En tid uden Corona som et hæmmende element, må være lige om hjørnet.

Mandag

Kære dagbog. Hvordan skal jeg dog starte? Med min dag.

Jeg sætter altid mit vækkeur til kl.: 7:00, i håb om at dagen i morgen vil være den dag, jeg rent faktisk springer ud af sengen når klokken slår 7:00. Men det er som om at, den dag aldrig kommer. Jeg ender altid med at sove til sidste øjeblik, for der er ikke rigtigt nogen grund til at stå op alligevel. Jeg skal ikke gøre mig klar, tage tøj på, lægge makeup, spise morgenmad osv. Den daglige stressende rutine, har jeg næsten glemt.

Jeg skal bare åbne min computerskærm, og trykke på knappen deltag. Så er jeg i skole. Og ja, det lyder nok meget nemt og overskueligt. Og det var da rart de første 2-3 dage.

Men nu er det alt andet end nemt og overskueligt.

Det er bare endnu en dag af mange, uden mine venner, uden smil og sjove stunder, uden fjollerier og uden den kolde cykeltur hen til gymnasiet om morgenen – ja den tur, den savner jeg faktisk.

Nu er jeg bare alene på mit værelse, og det er jeg hele dagen lang. Fra solen står op om morgenen, til den går ned igen om aftenen. Og dagen efter ved jeg, at det er præcist det samme jeg skal.

Nogle gange nænner jeg slet ikke at gå ud af min seng, og det er de dage der er værst. De dage hvor alting bare kan være ligemeget.

Og fordi at man bare går rundt i en rastløs uvidende cirkel herhjemme, så bliver jeg også mere doven. Og det er ikke et bevidst valg. De siger, ”gå ud og få noget friskt luft, det kunne du have godt af”. Men jeg magter det ikke, for ”det kan jeg jo lige så godt gøre i morgen”- og sådan bliver den onde cirkel ved med at køre.

Først var vi hjemsendt til 4. januar, det kunne vi alle lige overskue. Datoen var sat, og vi skulle bare lige igennem det. Men så blev restriktionerne forlænget til 7. februar, vi havde nok alle set den komme. Men virkelig en måned mere…! Og nu først hvad, 28. februar / 1. marts, og det ved vi alle alligevel godt, ikke kommer til at ske. Så det er ukendt hvornår vi kommer i skole igen. Man begynder at miste håbet. Man stopper med at tro, at vi rent faktisk vil komme i skole igen.

Og de prøver at opmuntre os med, at vi er i en historisk begivenhed. At vi om nogle år, vil kunne se tilbage på lige netop denne her situation. Men hvad hjælper det lige nu? Det gør os ikke mere arbejdsomme, det gør os ikke gladere eller mere håbefulde.

Det eneste jeg ønsker, er at se mine venner i virkeligheden. At se dem komme løbende hen mod mig. Og den hurtige samtale på gangene mellem modulerne. Jeg savner at kunne kramme dem jeg holder af. Og jeg savner den helt normale kedelige matematiktime, i det sidste modul en fredag eftermiddag. Hvor vi alle bare gerne ville hjem, og gøre os klar til at feste – ligesom helt normale unge mennesker nu gør.

Fremtiden er heller ikke fastlagt. Vi ved intet, om eksamenerne. Vi ved ikke hvad vi skal forvente, og vi ved ikke hvad vi skal øve os på.

Man ved ikke om man er købt eller solgt. Og selvom at jeg nok dybt i mit hjerte godt ved at regeringen gør hvad de kan, så føler jeg stadig at vi er overset. At vi er sat til side, også fordi at de giver falske forhåbninger om genåbningen. ”Så er det bare nemmere, lige at forlænge de hjemsendte lidt mere, det er der ikke nogen som tager skade af”. – sådan føles det. Og jo, der er nogen som tager skade at det. Det kan jeg godt skrive under på.

Så kære dagbog, hverdagen lige pt, den er bare ikke let. Det er noget vi som nation må kæmpe os igennem, men det må gøres hver for sig. Og det er derfor, at det er så svært. Alene er ikke noget flokdyr trives med, og vi mennesker er som flokdyr. Selvfølgelig nogle mere end andre.

Kære dagbog, du ved ikke hvor meget jeg glæder mig til, at denne situation er et afsluttet kapitel for hele verdenen. At det bliver noget vi ser tilbage på. Det er svært at holde sig selv oppe, for vi plejer at holde hinanden oppe, når tingene ikke går som man havde planlagt – og det kan vi jo ikke nu.

Og kære dagbog, det sidste jeg har at sige er, at jeg håber og ønsker at folk omkring mig stadig har det godt.

At vi alle bliver ved med at kæmpe, for det kan kun blive bedre fra nu af. De lysere tider er vel forhåbentligt på vej.

Tirsdag

Dr. knowitall

Som om jeg ligger stille på et løbebånd

Ligger stille, beskuer horisonten

Eller hvad der nu er tilbage

Dagene får tvillinger

Enæggede, trættende

Åbn nu klinikkerne!

Klokken er 8

Skærmen op, kameraet ej at spot

I vindueskarmen, brødkrummer

Muggen vinker godmorgen

Stankelbenet i hjørnet

Sølvfisken på skrivebordet

Støvet på mine øjne

Snakken om dine løgne

Alt sammen, til stede

Forsvinder ej

Bliver her, for altid

En uendelig cyklus

Af længsel, efter noget

Ægte

Der er ingen Gud

Det kan der ikke være

Åh gud hvis der var

Kunne jeg sidde på knæ

Bede om forladelse

Fra alle mine synder

Sengen blev ej forladt

Fri mig fra mine synder!

Intet bad i 4 dage

Fri mig fra mine synder!

Ej noget sollys

Fri mig fra mine synder!

Men, jeg fik ikke fravær

Er der ikke nogen der er stolt? af

mig, dig, ham, hende, den?

Hvem?

Far lugter af dameafdelingen

i Magasin

Jeg vidste ikke det var dem han kunne lide

Så nu det mig, der må lide

Sætter mig i stolen

Nu fyldt med ensomhed

Så nu må jeg skrige

Flå mine øjne ud

Lade dem rulle

Som bowling kugler

Strike!

Bede til gud

Om forladelse

Alle mine synder

Intet svar

Inden djævlen tager mig

Tager mig dybere og dybere

Ned, drukner mig

I hans saltede

Fucking, tårer

Men med vinden susende gennem jakken

Ved man der er noget om snakken

Gående på kanten

Lidt væk fra vandet

Tager jeg en dukkert, fra 30 meter vippen

En dukkert ned i sten og grus, nu

Blodige sten, forladt

Følelser kan fremstå

Manipulerende

En utroværdig kilde

Et kig ind i fantasien

Hun tager min hånd

Er det sådan du har det?

Hmm, ja det er det vel

Siger jeg, mens hun stirrer

Okay, skal vi sige samme tid næste uge?

Okay, jeg rejser mig op

Tager min jakke

Går, fri fra mine synder.

Onsdag

Det kan være rigtig svært at se lyset for enden af tunnelen. Sådan tror jeg rigtig mange af os har det i denne tid. Jeg kan i hvert fald skrive under på, at tunnelen bare føles længere og længere. Flere restriktioner, mindre menneskekontakt, længere vej imod den hverdag vi engang kendte.

En global pandemi gør meget ved et menneske. Den udfordrer os mentalt, tester os. Hvor meget kan et menneske egentlig holde til? Hvor meget død, ulykke og tragedie kan man tage, inden det hele bliver for meget? Vi bliver bragt tættere sammen såvel som længere fra hinanden. Det vi kendte som almindelig menneskekontakt (kram og håndtryk), er pludselig blevet til intet andet end et fjernt minde. Man prøver og prøver at holde sig oven vande, men det er som om, coronapandemien trækker en med under bølgerne. Man prøver at samle sig med flere meters afstand af bare afskrækkelse og frygt. Denne frygt er hurtigt blevet central i enhver sammensætning af mennesker. Indtil man lige pludselig lader det overtage, og man ender med at selvisolere derhjemme foran skærmen, som ens eneste adgang ud i den virkelige verden…

Torsdag 14/1-21

Endnu en dag som ligner de andre. Stå op, spis, skole, lektier, spis, tv, sov. Det er mønsteret disse dage. Det meste variation jeg får, er de forskellige ansigter på skærmen. Til gengæld bliver jeg helt lettet over at se mennesker smile til mig hver dag. Måske er alle ikke ved at gå i stykker. Måske er det bare mig, der er ved at falde sammen. Nej! Gud er det ej. Se, det er det her jeg taler om. Corona tester os psykisk. Jeg er så dårlig til faste rutiner. Jeg har brug for der sker noget. Bare en smule variation i mine dage. Og det må man sige corona ikke ligefrem giver mig. Sidder her på min grå sofa, og ønsker mig egentlig mest bare væk – tilbage til fortiden. Men det nytter jo ikke noget. Medlidenhed får mig ingen vegne. Hvad med alle dem der mister nogen? Hold op, hvor må de føle, det er en ussel verden. Det er faktisk min største frygt lige pt. At miste en person jeg holder af. Sådan tror jeg mange af os har det. Undtagen egoisterne som kun frygter sit eget liv. Tror jeg går ud og går en tur. Lidt frisk luft skulle vist efter sigende være godt for sjælen. Hvis der er noget jeg har brug for, så er det noget til min sjæl.

Fredag 15/1-21

Sikken smuk morgen vi havde i dag! Det er de små ting i livet der betyder noget for mig disse dage. Jeg elsker og sætter bare så stor pris på en flot solopgang. Der er noget helt poetisk over en solopgang – hele verden vågner på ny. I dag er en god dag. Jeg har fået rusket lidt i rutinen plus en aflyst time. Det er da rart. Livet kan godt være rart. Jeg har også gode timer i dag. Engelsk er faktisk mit yndlingsfag, det har det været så længe jeg kan huske. Jeg går og drømmer om at snakke det hver dag. Et sted hvor de har det som modersmål, som jeg næsten føler det er for mig. USA. Ja, jeg tror faktisk det er der jeg skal hen. Jeg er faktisk næsten sikker på det. I dag er sådan en dag, hvor man faktisk tør at tænke på fremtiden. Som om den lille solstråle skinner igennem tunnelen, og giver en lille smule lys og en lille smule håb.  Det kan gøre mig helt glad at sidde her og fundere over, hvad der mon sker i fremtiden. På den anden side af coronaepidemien. For selvfølgelig er der et liv efter denne krise. Det bliver der nødt til at være. Hvis bare den kommende solnedgang kunne tage corona med sig.

Lørdag 16/1-21

Med et forsamlingsforbud på 5 mennesker kan det hurtigt blive svært at fra- og tilvælge, hvem der skal ses, og hvem der ikke skal. Man vil jo ikke såre mennesker yderligere i en i forvejen skrøbelig tid. Specielt ikke mennesker man holder af. Derfor lever jeg mig bare ind i andre menneskers liv. Bøger er noget helt specielt for mig. De har virkelig fået mig igennem den her pandemi. Jeg har da altid været glad for at læse, men har set det i et helt nyt lys. Faktisk helt som en passion. At leve lidt igennem tusindevis af andre liv, tager ligesom fokus fra mit eget, og det har jeg virkelig brug for. Jeg går faktisk og dagdrømmer lidt om noget bogforlag i USA. Det er ikke rigtigt noget man kan gøre sig i, i Danmark. At bo i et fremmed land lyder umiddelbart skræmmende for mange, men for mig er der næsten tryghed i det. Jeg ved hvad jeg skal. Jeg skal bare finde ud af, hvordan jeg kommer derhen. Men det har jeg mange år til. På den anden side, kan jeg lige så godt begynde nu. Måske give mig selv lidt at se frem til.

Søndag 17/1-21

Vågner lige op til endnu en horribel Facebookopdatering: ’’I nat blev både jeg og min kæreste testet positiv for COVID-19.’’ Opslaget er lavet af min veninde, som jeg ikke har set siden 2. lockdown. Straks skriver jeg til hende, at det er jeg ked af at høre, og at jeg håber deres symptomer ikke bliver for slemme. Jeg synes godt nok det rykker sig tættere og tættere på mig. Det er her, paranoiaen også rigtigt kan mærkes. Frygten for at miste. Frygten for selv lige pludselig at blive syg. Det er i disse øjeblikke, hvor jeg virkelig må hanke op i mig selv. Men det er rigtig svært. Det sværeste ved det her er næsten, at vi ikke ved hvornår det slutter. Et halvt år, et år, tre år. Ingen kan sige det, for ingen ved det. Det er det, der er vildt skræmmende ved den her pandemi. Jeg bliver bare i vildt dårligt humør, hver gang jeg åbner de sociale medier. Der er ikke andet end corona, hvilket er klart. Det fylder jo i alle vores liv. Det har da helt sikkert også taget på os som sportsudøvere. Ingen stævner og ingen undervisning for mit vedkomne. Jeg kører bare i ring nu om alt det der er galt. Jeg har brug for en distraktion. Tror jeg vil lægge mobilen væk og begrave næsen i min nyeste bog.

Mandag 18/1-21

Det er meget sjældendt fra mit vedkomne, at jeg glæder mig til skole. Men i øjeblikket er det faktisk helt rart – noget at tage sig til. Føre en smule samtale med sine klassekammerater. Tale med dem man savner at se ansigt til ansigt. På en eller anden mystisk måde er jeg faktisk motiveret til at gå i skole. Synes godt nok det kan være svært i de fag, hvor jeg i forvejen har det lidt svært. Men på en eller anden måde får jeg det til at svinge rundt. Det er jeg faktisk rigtig glad for. Jeg hører tit fra andre, at de slet ikke synes det fungerer, så er faktisk glad for jeg har noget der fungerer nogenlunde for mig. I pauserne kan jeg i mellemtiden drømme mig til diverse universiteter i USA. ’Creative writing, English literature’. Det er blevet en lille hobby for mig. Tjekke universitet, linjer, fag, mulighed for at bo der, udgifter. Men det er noget, der gør mig glad. Det har jeg virkelig brug for. Noget jeg kan se frem til, og glæde mig til på den anden side af COVID-19. Jeg skal sgu nok komme igennem det her. Der er lys for enden af tunnelen.

Torsdag

Frokost – dagens højdepunkt

11. marts 2020. Hvis nogen havde taget fat i mig den dag og fortalt mig, at corona ville præge og begrænse min hverdag så længe, som den nu har gjort, så tror jeg ærlig talt, at det havde taget pusten fra mig. Jeg havde nok gravet mig ned i et hul med den hensigt at gå i hi. Givet op på forhånd så at sige. Så det er nok meget godt, at der ikke var nogen, der fortalte mig det – dengang for snart et år siden. Og dog er afklaring jo et eller andet sted det, jeg længes mest efter. Afklaring og svar. Svar på de spørgsmål, som, i takt med situationens tiltagende alvor, selv har fået en noget mere alvorlig klang.

Bliver Roskilde festival aflyst?

Hvordan skal jeg fejre min 18-års fødselsdag?

Kommer jeg ud og rejse til sommer?

Det spurgte jeg mig selv om i foråret 2020. Som jeg sidder her foran min trofaste følgesvend – computerskærmen – og læser spørgsmålene fra den gang op for mig selv, virker ordene mærkeligt fremmede. Måske fordi begivenhederne, der skulle have fyldt sommeren 2020, allerede er passeret, mens håbet om en mere begivenhedsrig sommer 2021 er skrumpet betydeligt. Måske fordi nye spørgsmål trænger sig på og sender de gamle i skammekrogen.

Er mine venskaber stærke nok til at kunne tåle den manglende vedligeholdelse?

Er jeg kommet for meget bagud i den virtuelle undervisning?

Kan jeg stadig komme til at udleve mine drømme?

Hvornår kan jeg igen kramme mine bedsteforældre og alle dem, jeg savner så inderligt?

Er der nogen, der savner mig?

Jeg ved, at ingen har en jordisk chance for at give mig svar på mine spørgsmål, men det at stille dem hjælper alligevel lidt. Det minder mig om, at jeg har noget at savne. Jeg har noget, der er så godt, at tanken om at miste det kan gøre ondt. Så måske er jeg faktisk heldig. Hvis en pandemi havde en skjult dagsorden, må det næsten være at minde os om netop det – at vi har noget at miste –at vi har noget at savne – at vi er heldige. Jeg ville naturligvis ønske, at jeg kunne få svar på mine spørgsmål, men jeg har efterhånden lært, at der ikke er noget forudsigeligt ved den her situation. Måske lige med undtagelse af hverdagen. De daglige rutiner, som efterhånden er smeltet sammen til en ganske forudsigelig grå masse. En masse, der dog af og til suppleres af enkelte farvestrøg i form af en gåtur i solskin, en podcast at hvile de firkantede øjne til eller en lækker frokost. Tænk, at frokost skulle blive dagens højdepunkt.

Fredag – Godmorgen Meet

Godmorgen.

Klokken er 5 min i 8

Og du skal op nu.

Der er mørkt i dit lille værelse,

Men at række ud efter computeren i det tomme ingenting,

Det er en vanesag.

Du sætter dig op i sengen.

Skrivebordet som du egentlig burde sætte dig ved,

Ja, det står i hjørnet med gamle papirlommetørklæder, 4 vandflasker og en nudelsuppe fra i går.

Du åbner computeren,

Lyset brænder i dine øjne og du flytter hurtigt din finger til lysstyrkeknappen.

Puha,

Så er vi i gang.

De 30 faner fra de sidste 3 uger,

Dem har du stadig ikke fået taget dig sammen til at lukke.

”GODMORGEN”

Det er din lidt for morgenfriske religionslærer.

”Jeg synes ikke jeg kan se jer”

Du fører pilen hen på det lille røde kameraikon, smiler stort og trykker.

”Godmorgen” siger du med et håb om lidt ekstra bonus point.

Hun ved godt at du ikke har fulgt med.

I stedet har du siddet med din telefon og set ”Friends” for 5. gang.

Bare du ikke skal til eksamen, så går det nok.

Ja, det går nok.

Du slukker kameraet igen og finder din mobil frem.

Klar til en ny dag på Meet.